Naturdagpleje: Røde kinder og frisk luft på Sundbyvej

32-årige Mathias Friis Mortensen er flyttet tilbage til barndommens land i landsbyen Sundby, og det har inspireret hans islandske kæreste Anja Rún Thorarinsdóttir til at åbne et privat pasningstilbud

Artiklens øverste billede

SUNDBY Der findes mange studier, der bekræfter, at børn, der bruger mange timer udenfor, er sundere og har færre sygedage end børn, der opholder sig meget indenfor.

Der findes lignende undersøgelser, der dokumenterer, at når børn tilbringer tid i det fri, har det en positiv betydning for deres dannelse og forhold til naturen.

Den omkringliggende natur bliver da også et afgørende element i det dagtilbud som Anja Rún Thorarinsdóttir, 26, er på vej til åbne i landsbyen Sundby på Sundbyvej 14 nær Kolind, hvor hun bor sammen med sin kæreste Mathias Friis Mortensen, 32, og deres fælles datter Asta som kom til verden i juli 2020.

Hvis Anjas efternavne giver associationer til Island, så er det ikke forkert. Hun er født og opvokset i Reykjavik, hvor Nordatlanten møder Ishavet.

Senere flyttede hun med familien til Norge og byen Asker. Senere til Danmark, da hendes ældre bror havde brug for hende. Anja Rún Thorarinsdóttir er udlært som konditor.

Mathias Friis Mortensen er uddannet markedsføringsøkonom fra Aarhus Købmandsskole og var efterfølgende startet på en uddannelse som kok, som han dog ikke fuldførte helt, men hans passion for at lave mad er usvækket, og han har arbejdet på flere restauranter som kok.

"Autodidakt," griner han.

Kok og konditor. Det er ikke svært at se, hvor parret fik amorinerne til at blomstre. De havde fælles arbejdsplads hos Restaurant No 16 i Aarhus-tiden.

Tilbage til Sundby

For Mathias Friis Mortensen er Sundby velkendt land. Han er flyttet tilbage til sit barndomshjem, som parret har lejet af hans forældre, der i en årrække har boet i Haderslev, hvor hans mor, Birthe Friis Mortensen, har været rektor for University College Syddanmark siden 2012.

Hans far, Poul Mortensen, drev fra adressen i Sundby IT-virksomheden Argos Data, og han var også initiativtager i en periode til at samle interesserede til bueskydning på Sundbyvej 14. I dag er han aktiv pensionist og har fået en stor passion for bier, fortæller sønnen.

"Vi lejer huset af mine forældre, indtil vi har råd til at købe det. Det er lidt vores drøm om et hus med fred og ro på landet, vi er ved at udføre heroppe på toppen af Sundet i Sundby," smiler Mathias Friis Mortensen, der flyttede tilbage til barndommens land for små tre år siden.

Plads til 4 børn

Syddjurs Kommune har godkendt det private pasningstilbud, som kommer til at hedde 'Naturtumling' og åbner 26. maj.

"Vi har snakket om forskellige navne, men er blevet enige om, at 'Naturtumling' meget godt beskriver det, som vi godt vil stå for," siger Anja Rún Thorarinsdóttir, der taler et formfuldendt dansk med et anstrøg af charmerende sproglig dialekt.

"'Naturtumling' er godkendt til fire børn. Et af dem bliver vores egen Asta, og vi vil sørge for, at børnene kommer udenfor hver dag. Vi har udeomgivelserne til det, som du kan se," supplerer Mathias Friis Mortensen, der lover høns, marsvin og kaniner på matriklen, som børnene kan hygge sig med..

Omgivelserne er noget nær perfekte i Sundby til udeleg og moslen i naturen for de kommende små naturambassadører.

Omgivelserne er noget nær perfekte i Sundby hos Mathias Friis Mortensen og Anja Rún Thorarinsdóttir. Der er stille og roligt, gode legemuligheder og plads til at mosle i naturen

"Dagplejepædagogen fra Syddjurs Kommune, som vi havde herude for at se på forholdene, havde naturligvis nogle krav til, hvad vi skulle bringe i orden både inde og ude i forhold til indretning og sikkerhed. Det arbejder vi på lige nu frem til, at vi åbner 26. maj og håber, at interesserede forældre vil kigge vores vej. Det kan godt være, at der vil gå lidt tid, men vi er optimister og tror på, at 'Naturtumling' vil blive efterspurgt," siger Anja Rún Thorarinsdóttir.

"Det vigtigste for mig bliver at sørge for, at børnene trives, er trygge og nyder at være her, så overgangen til børnehaven til sin tid bliver nem for dem. Selvstændighed og leg kommer i fokus, og vi kommer naturligvis til at følge de pædagogiske læreplaner," lover hun.

Sørger for support

Mathias Friis Mortensen vil yde support til sin kæreste, når tiden tillader det.

"Jeg er godkendt som vikar," fortæller han.

Mathias Friis Mortensen er ellers, indrømmer han gerne, en kæmpe nørd, når det gælder eSport.

"Jeg har job som fast caster, som det hedder i eSportligaen, og det er her jeg tjener mine penge," fortæller han.

Inkarnerede eSport fans kender ham her som Mathias 'Manne' Friis.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen