Museum Østjylland slår igen dørene op

Efter flere måneders nedlukning slår Museum Østjylland dørene op igen, og du kan nu igen se udstillinger, høre foredrag, tage på byvandringer og meget andet

Artiklens øverste billede
Glæden var stor dengang i maj 1945, hvor tyskere svingede det hvide flag og forlod Djursland. Stor er også glæden i april 2021, hvor Museum Østjylland igen kan slå dørene op efter nedlukningen. Alle er velkomne på museet, hvor du blandt andet kan se den populære særudstilling 'Under Krigen – Besættelsestiden på Djursland'. Foto: Grenaa Egnsarkiv

Genåbning Onsdag 21. april slår Museum Østjylland på Djursland dørene op til BMA Maltfabrikken og Det gamle Rådhus i Ebeltoft og til museet i Grenaa. Alle er velkomne, du skal blot kunne fremvise et gyldigt coronapas, så kan du igen kaste dig ud i kulturhistoriske oplevelser – de fleste af dem er endda gratis.

"Vi er meget glade for, at vi igen kan åbne for vores udstillinger og få gæster ind på museerne," siger souschef og leder af Udvikling og Publikum, Karen Dubery, i en pressemeddelelse.

"Jeg tror, at kulturoplevelser er nogle af de positive vitaminer, som vi har savnet og virkelig trænger til nu, mens samfundet lukker mere og mere op. Vi kan få kulturoplevelser sammen igen, og det skaber velvære."

Livet under krigen og alt det andet

På museet i Grenaa kan du blandt andet opleve den meget velbesøgte særudstilling 'Under Krigen' om livet på Djursland under 2. verdenskrig.

Det var en tid, hvor djurslændingene både måtte leve med drama på liv og død og med udfordringer, som at få flæskefars og sukkermærker til at strække.

Du kan også besøge det hyggelige gamle rådhus i Ebeltoft, som byder indenfor til et nostalgisk kig tilbage i tiden.

På BMA Maltfabrikken er der igen mulighed for at kigge indenfor i den fantastiske bygning, der rummer bibliotek, museum og arkiv.

Fra flere hundrede gæster hver eneste dag i sommeren 2020, da Maltfabrikken åbnede, til lukkede døre og stilhed. BMA i Maltfabrikken bibliotek, museum og arkiv i ét, kan nu igen byde gæster velkommen til det fantastiske hus, der skabt til liv og leben! Bemærk dog, at du kun kan komme ind i huset i bibliotekets bemandede åbningstid. Foto: Museum Østjylland

Over 100.000 gæster besøgte sidste sommer og efterår den nyrenoverede og transformerede maltfabrik, der nu er genopstået som kulturelt kraftcenter.

Alle museets aktiviteter afvikles naturligvis under gældende Covid19-restriktioner.

gs

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen