TheWineBottle: Første åbningsdag i vinbar og gårdhave på fredag

TheWineBottle i Ryomgård er med genåbningen af både indendørs- og udendørsservering klar til at gå all-in med vinbaren

Artiklens øverste billede
Janus Boe Landry har længe hoppet og danset for at få lov til at åbne vinbaren. Nu sker det på fredag og med officel åbning lørdag. Han håber, at Ryomgård borgere og andre har lyst til at tilbringe et par timer eller mere i godt selskab, mens de nyder et par gode glas vin og spiser tapas til. Foto: Lars Norman Thomsen

RYOMGÅRD I denne uge kan restauranter, caféer, barer og værtshuse igen slå dørene op for både spisende og drikkende gæster, hvad enten de vil sidde ude eller inde.

Det sker i forlængelse af, at et bredt politisk flertal af Folketingets partier har besluttet at fremrykke genåbningen af indendørsservering fra 6. maj til 21. april. Dermed bliver både indendørs- og udendørsservering åbnet i denne uge.

Det er indehaver af TheWineBottle i Ryomgård, 44-årige Janus Boe Landry, særdeles lykkelig for.

Nu kan han og familien langt om længe få testet interessen for den vinbar, der er hele omdrejningspunktet i TheWineBottle.

Vinbutik, webshop og vinbar. Det er trojkaen i TheWineBottle, som åbnede 5. marts i de tidligere 'Kunst og Kage' lokaler på Vestergade 4.

"Vi har fået en okay start i vinbutikken og webshoppen, men vi har selvfølgelig manglet det sidste led, vinbaren, hvor vores gæster kan komme og nyde et glas vin eller to og spise tapas til uden at skulle kigge på klokken," siger Janus Boe Landry.

Fredag første gang

Fredag 23. april er første dag Janus Boe Landry og familien åbner vinbar og gårdhave.

"Lørdag afholder vi et åbningsarrangement med gode priser på vin og bobler på glas," lover Janus Boe Landry.

Både fredag og lørdag holder vinbaren åbent i tidsrummet klokken 14-22.

Der bliver disket op med tre forskellige hvidvine og tre forskellige rødvine på glas plus bobler.

"Derudover kan der naturligvis købes hele flasker af alle vores vine og bobler, samt vores specialøl og brus fra Ebeltoft Gårdbryggeri," siger Janus Boe Landry. Forudbestilling af tapas foregår fra TheWineBottles hjemmeside.

"Vi krydser for, at det bliver godt vejr, og minder på forhånd vores gæster om, at de gældende regler og restriktioner for indendørs og udendørs servering skal overholdes," understreger Janus Boe Landry.

Det er muligt at booke et bord ved at sende os en besked til TheWineBottles Facebook-side.

Vinbaren placeres i 'galleri-delen' i de lokaler, der tidligere husede 'Kunst og Kage' og udendørs-delen ligger placeret i forlængelse heraf.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen