Ø-læge forsikrer, at alle kan blive testet

Anholt er langt foran resten af landet i vaccinationsprogrammet. Næste skridt kan forhåbentlig snart tages

Artiklens øverste billede
Ø-læge Anders Fjendbo Jørgensen er blandt de anholtere, der allerede har fået vaccinen. Når der 4. maj kommer nye vacciner, forventes 77 af øens 124 beboere at være færdigvaccineret. Foto: Kirsten Nøhr

Anholt Der er ingen grund til at bekymre sig om, hvorvidt man kan blive coronatestet, hvis man har planlagt at tage til Anholt hen over sommersæsonen.

Det slår ø-læge på Anholt Anders Fjendbo Jørgensen fast.

En negativ coronatest inden for 72 timer er adgangsbilletten til for eksempel restaurantbesøg eller en drink i en af Anholts barer, og der har fra flere flere sider været ytret bekymring for, om turisterne på danske små-øer kunne få den nødvendige test, når man opholder sig på øerne i længere tid.

"Alle der vil testes, de kan blive testet. Det foregår ved vinduet på lægeklinikken, sådan som det har foregået det seneste halve år, hvor vi både kan foretage PCR-test og kviktest," fortæller Anders Fjendbo Jørgensen.

Intet problem

Han maner dermed også de bekymringer i jorden, der blandt andet har været fra restaurationerne, som frygtede at eksempelvis øens mange sejlende gæster ikke ville kunne få den nødvendige test til et restaurantbesøg.

"Det er slet ikke et problem, og jeg har aldrig udtryk, at der skulle være et problem. Vi kan godt håndtere de mange sejlere, og man skal også tænke på, at mange vil være vaccinerede, når vi kommer til højsæsonen. Vi er tre til at foretage proceduren ved testen, og får vi brug for flere, så klarer vi også det," uddyber Anders Fjendbo Jørgensen, som i juli blandt andet får hjælp af en ekstra læge, der også var på Anholt i sommeren 2020.

77 øboere vaccineret

I sidste uge besluttede Sundhedsstyrelsen at droppe vaccinen fra AstraZeneca efter mistanken om, at den kan forårsage blodpropper.

Danmarks mest isolerede ø, Anholt, er rammen for endeløse strande, et rigt fugleliv og omkring 160 fastboende øboere. Anholt Havn.

Om det kommer til at have betydning for vaccinationsprogrammet på Anholt er endnu uvist, men indtil videre er vaccinationerne af anholterne forløbet på bedste vis, oplyser Anders Fjendbo Jørgensen.

I søndags fik yderligere 28 borgere på Anholt det første vaccinationsstik. 4. maj kommer næste sending vacciner til øen, så de 28 borgere kan få andet stik.

77 anholtere vil derefter være fuldt vaccineret, og alle over 60 år samt sårbare borgere på Anholt er dermed vaccineret.

Foran resten af landet

Andelen af vaccinerede svarer til cirka 62 procent af Anholts 124 borgere, og øen er dermed et godt stykke foran resten af Danmark i vaccinationsprogrammet. På landsplan er cirka 17 procent vaccineret.

Torsdag i sidste uge meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke således, at en million danskere, nu har fået første stik, mens en halv million er færdigvaccineret.

Når næste sending ankommer 4. maj håber ø-lægen på, at der kan tages endnu et skridt mod at færdigvaccinere borgerne på Anholt.

"Vi skal principielt følge samme vaccinationskalender som resten af Danmark, men når vaccinerne kommer herover må de kun blive fire dage gamle, inden de skal bruges. Det er ampuller til re-vaccinationen, der kommer 4. maj, men vi håber på, at der bliver sendt ekstra vacciner med, så man undgår at skulle sende vacciner herover ad flere omgange, og så kan vi komme videre og få vaccineret næste aldersgruppe ned til 50 år," siger Anders Fjendbo Jørgensen.

Ø-lægen har egentlig opsagt sin stilling per. 1. marts i år. Han har dog givet tilsagn om, at han er til rådighed, indtil den nye læge starter i jobbet 1. august.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen