Byggesager: Norddjurs har svært ved at følge med

Der bliver gået til stålet, især i Auning og Grenaa, når det gælder opførelse af nye parcelhuse

Artiklens øverste billede
Tabellen præsenterer sagsbehandlingstiderne for følgende fem kategorier i nævnte rækkefølge: 1. 'Simple konstruktioner' 2. 'Enfamiliehuse' 3. 'Industri- og lagerbygninger' 4. 'Etagebyggeri, erhverv' 5. 'Etagebyggeri, bolig'. Eks. Norddjurs: 174 byggesager i 2020, Gennemsnitlig sagsbehandlingstid i dage: 51, Mål opfyldt: 50 pct.

x Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen indgik i december 2015 en aftale om fælles servicemål for kommunal erhvervsrettet sagsbehandling. Med aftalen blev der bl.a. sat mål for sagsbehandlingstiden byggetilladelser. Som en del af aftalen skulle kommunernes sagsbehandlingstid opgøres og tallene offentliggøres.

For både 'Simple konstruktioner' og 'Enfamilieshuse' er der aftalt et servicemål på 40 dage som den gennemsnitlige sagsbehandlingstid.

På landsplan har den gennemsnitlige sagsbehandlingstid været 43 dage for førstnævnte og 45 dage for 'Enfamiliehuse' i 2020.

I Norddjurs Kommune er de tilsvarende tal 62 for 'Simple konstruktioner' og 51 for 'Enfamiliehuse' i 2020.

"Det er rent faktisk positivt, at forklaringen på, at vores gennemsnitlige sagsbehandlingstider ligger pænt over de 40 dage, er, at der bygges parcelhuse og købes nye byggegrunde som sjældent set før i Norddjurs Kommune," siger Jens Meilvang (Liberal Alliance), formand for Miljø- og teknikudvalget.

To nye sagsbehandlere

"Jeg har lige siddet sammen med medarbejdere fra forvaltningen, og gennemgået statistikken for 2020, som du spørger indtil," kunne Jens Meilvang fortælle, da Lokalavisen i sidste bad ham kommentere tallene for Norddjurs.

På baggrund af det boom, der er i byggeriet, også i Norddjurs, er der ansat to nye byggesagsbehandlere.

"Det har været nødvendigt med det tempo, der er på at få byggesager behandlet, og det ser ikke ud til at stoppe lige med det første," siger Jens Meilvang.

Der, hvor der mest aktivitet i kommunen, er i Auning og Grenaa, mens der er mere stille i de øvrige områder.

"Især i Auning går det stærkt med at sælge byggegrunde og opføre parcelhuse. Vi kan mærke væksten her, og en god forklaring er selvfølgelig nærheden til Aarhus," lyder Jens Meilvangs vurdering.

Skarp prioritering

Udvalgsformanden plejer nok at høre for det, hvis der går for længe med, at en borger får sin byggesag behandlet i det kommunale system, men det er efterhånden længe siden, at han har måttet stå på mål for kritik.

"Jeg regner da med, at det er, fordi vores medarbejdere gør det fantastisk. Vi kan mærke, at det har haft en positiv effekt, at vi i forvaltningen hurtigt får ekspederet de byggesager, som allerede er fuldt oplyste, når de bliver afleveret. Det gælder både enfamiliehuse, tilbygninger, sommerhuse og erhvervsbyggerier," siger Jens Meilvang.

"Det er meget vigtigt, at vi har denne prioritering, fordi vi selvfølgelig ikke skal være stopklods for den positive udvikling, vi oplever og som er til stor gunst for kommunen."

Lovliggørelsessager

Jens Meilvang tilføjer, at det er de såkaldte lovliggørelsessager, som også er med til at forklare forskellen mellem de ønskede måltal og de faktiske gennemsnitstal.

En lovliggørelsessag er det samme som en byggesag og følger den sagsgang, der er for almindelige byggesager. Forskellen på den helt almindelige byggesag og lovliggørelsessagen er, at byggeriet der skal godkendes allerede er opført.

"Lovliggørelsessager tæller ned i statistikken, men de er også helt bevidst nedprioriteret, fordi vi som sagt vægter at få ekspederet nye byggesager hurtigst muligt."

Læs også

Del artiklen