Brandsalg: Klar til at forberede 2. etape med 24 boliger i Auning Øst

12 af 24 nye byggegrunde er allerede solgt og stor interesse for de sidste 12

Af
John Pedersen

AUNING Det er gået så vildt med at få gang i salget af 24 nye byggegrunde i Auning Øst, at der er politisk enighed på formands-niveau om at forberede en igangsættelse af etape 2, der tæller nye 24 byggegrunde, der efter planen er klar til at blive bygget på efter sommerferien.

"Måske er alle grundene revet væk allerede om et halvt år, så nu gælder det om at holdene gang i interessen fra de, som måske kommer for sent til at få del i den første etapes boliger", konstaterer formanden for Teknik- og Miljø i Norddjurs Kommune, Jens Meilvang, (LA).

På næste udvalgsmøde

Så allerede på det næste møde i fagudvalget bliver der en sag om at klargøre etape 2 sat på dagsordenen.

"Det er virkelig en positiv udvikling, vi ser i Auning. Vi havde troet, at det jo nok ville tage flere år, at få alle grundene i Auning Øst solgt. Men hvis vi kan melde alt udsolgt på de første 24 i løbet af det første år, så er der virkelig grund til at være glad. Og det ser ud til, at det går endnu hurtigere".

Salget af de kommunale grunde sker via Nybolig i Auning.

Fra 460.000 kroner

Grundene i den nye og meget populære udstykning er fra 1000 til 1200 kvadratmeter, der betragtes som standardstørrelse for parcelhuse.

Prisen for grundene, når de står klar byggemodne, varierer fra 460.000 til 550.000 kroner.

Udstykningen der bærer navnet "Auning Øst" ligger øst for Østervangsalle ud mod Løvenholmskoven - og med det naturskønne område Porsbakkerne på den modsatte side.

Og ganske tæt på Auning by og handelsmuligheder og med skole, pasningstilbud samt idrætscenter og svømmehal endnu tættere på.

.

Publiceret 07 April 2021 17:30