Mindeord: Grenaa Roklub har mistet et fyrtårn

MINDEORD Jesper B. Hald skriver på vegne af Grenaa Roklub mindeord om klubbens mangeårige formand Ingolf Olsen:

Tidligere formand Ingolf Olsen, medlem gennem 57 år og æresmedlem i Grenaa Roklub, sov stille ind 18. februar 2021.

Ingolf har sat et uudsletteligt præg på Grenaa Roklub gennem sit liv med rosporten. Altid klar til at hjælpe, eksperimentere, forbedre og ikke mindst bare nyde det at kunne komme på vandet ved Djurslands kyster med alle kammeraterne.

Ingolf har været roer af hele sit hjerte. Altid klar til at deltage i roaktivitet og klubaktivitet. Meget ofte har familien måttet undvære Ingolf til roklubben.

Ingolf var i mange år klubbens Kong Neptun, når den årlige kanindåb blev afholdt. En begivenhed, der tidligere trak hundredvis af tilskuere til havnen, når Ingolf på bedste underholdende vis døbte de nye kaniner.

Ingolf blev medlem af Grenaa Roklub i 1964 og har uafbrudt været et særdeles aktivt medlem gennem alle årene.

Ingolf mødte sin Else først i 1970'erne, og Else var simpelthen nødt til at blive en del af Ingolfs liv i roklubben, så hun blev også en meget aktiv del af klubben.

De to børn, Mette og Mads, har naturligvis også deltaget aktivt i roning i vores klub, det var såre naturligt at følge Ingolfs entusiasme for rosporten.

Gennem alle årene i klubben har Ingolf deltaget på alle poster i klubben. Først og fremmest stod langtursroningen ham nær i de lidt yngre år. Men han har været rochef, materialechef, instruktionschef og ikke mindst formand, da det stod klart, at han var den rette i en periode.

De senere år har Ingolf været foregangsmand og tovholder ved hans store passion, vinterbadning. Ikke mindst det sociale samvær i denne forbindelse styrede han med bravour.

Få har som Ingolf bidraget med et glad og åbent sind i klubben. Altid klar med et kæmpe grin og gerne efterfulgt af en lille lun fortælling.

Ingolf blev efter sine unge år som bager udlært som smed, dette ses dagligt mange steder i klubben:

- Vi går altid op på første sal på hans fine vindeltrappe.

- I bådhallen skabte Ingolf med gode hjælpere en kæmpe lettelse for mange år siden:

- Han konstruerede bådvogne til alle bådene, byggede et hyldesystem til bådene og skabte et kransystem til at håndtere bådene til og fra hyldepladserne. En kæmpe lettelse for alle roere, og systemet består den dag i dag.

- Da arbejdet i Grenaa Roklub var færdigt i bådhallen, kunne Ingolf med gode hjælpere så lige tage til Aalborg Dame Roklub og bygge et tilsvarende system. Altid klar til at yde det bedste for rosporten og kammeraterne.

- Og mange, mange ting er ikke nævnt her…

Gennem årene har Grenaa Roklub været ramme omkring mange store arrangementer. Uanset hvem der har været i klubben ved alle disse lejligheder, vil alle kunne genkende Ingolfs tilstedeværelse i klubben i højt humør.

En ildsjæl, og af hjertet roer, er lagt til ved pontonen for sidste gang. VEL ROET.

Ingolf efterlader foruden Else og børnene Mette og Mads, fire skønne børnebørn som Ingolf elskede over alt.

Æret være Ingolfs minde.

Publiceret 03 March 2021 16:21