Ingolf Steffensen t.v. og Henrik Juhl Andersen har taget initiativet til, at Grenaa til sommer får en syv kilometer lang kunststi i Plantagen - med 80-100 kunstværker at se på undervejs på turen gennem Plantagen.

Ingolf Steffensen t.v. og Henrik Juhl Andersen har taget initiativet til, at Grenaa til sommer får en syv kilometer lang kunststi i Plantagen - med 80-100 kunstværker at se på undervejs på turen gennem Plantagen. Foto: Søren Andersen

Nu skal Grenaa også have en kunststi

Syv kilometers vandring i Grenaa Plantage med indbyggede kunstoplevelser i fire sommermåneder

Af
Søren Andersen

GRENAA Først var der en kunststi mellem Fjellerup og Bønnerup i det europæiske kulturbyår 2017. Og sidste år et lignende projekt ved Ramten og Dystrup Sø. Nu kommer turen så til den største by i Norddjurs, Grenaa.

Initiativtagere er det kunstneriske makkerpar Henrik Juhl Andersen, gymnasielærer i Aalborg med bopæl i Aarhus og sommerhus i Grenaa, og Ingolf Steffensen, i mange år manden bag smedevirksomheden Stefco i Ørum og de seneste år kunstner på fuld tid med udstillinger, hvor der kaldes på ham og hans kunst.

Avisen møder makkerparret på stien ved Grenaa Idrætscenter på en solbeskinnet vinterdag - for her skal starten fra 3. juli og fire måneder frem - til og med efterårsferien - gå på kunststien, der skal føre de vandrende ud på en syv kilometer lang rute med kunst at se på undervejs. Midtvejs på ruten er Skovsøen og der sluttes af tæt på det gamle vandrerhjem ved Idrætscentret.

80-100 værker

Det er planen, at 80-100 kunstnere fra Djursland skal være med. de skal melde sig inden 15. marts og fortælle, hvad de gerne vil deltage med. Projekterne vurderes af en kuratorgruppe med kunsthistoriker Søren Elgaard i spidsen.

"Vi vil gerne brede ideen med kunstien lidt bredere ud, så derfor har vi etableret kunstforeningen Art Outdoors, hvor jeg er næstformand og Henrik er formand," siger Ingolf Steffensen, mens han viser, hvor det er planen, at der skal rejses en stor portal, som markerer åbningen på kunststien.

"Den håber jeg, at spejderne, som jo har deres hus lige i nærheden, vil være med til at lave," siger han.

Der er etableret en Facebookgruppe til at binde de interesserede sammen, og selv om der ikke er blevet slået meget på tromme for den, så har de første 140 tegnet sig til Outdoors ART Festival Grenaa 2021. Med i samarbejdet er projektet Sydhavnen på havnen i Grenaa.

"Du kan jo nok regne ud, at med det navn satser vi på, at det skal være en årligt tilbagevendende begivenhed. Vi har søgt Norddjurs Kommune og Region Midtjylland om støtte, og planen er, at der både til åbningen, som vi jo håber kan holdes i en coronafri tid, og i løbet af sæsonen skal være forskellige events i form af teater, musik og meget andet, så vi skal gerne have fat i det kunstneriske vækstlag," siger Henrik Juhl Andersen.

Sammen og hver for sig

De to initiativtagere udstillede både hver for sig og sammen på kunststien i Ramten sidste år - blandt andet med værket "Venus fra Huldremosen", som bestod af 12 styk tre meter lange træsteler, som var placeret i en cirkelformation som i et solur. Og i centrum var værkets hovedfigur - som en hyldest til kvinden og naturen. Alle 12 steler var groft udhugget, brændt og bemalet med silikatmaling - akkurat som kvindefiguren i centrum. Ved indvielsen i Ramten var kvindefiguren dækket af tørt kvas, som der blev sat ild til, så den tilbagestående træskulptur blev åbenbaret.

Kunststien ved Ramten blev en stor succes, og det vurderes, at der i løbet af de tre sommermåneder var 15.000 ude at gå på stien," siger Ingolf Steffensen.

Han understreger, at kunstnerne, som vil være med i Grenaa, skal udstille nye værker. Han opfordrer interesserede i hurtigst muligt at komme ud af busken og kontakte ham på 20102920.

Publiceret 17 February 2021 01:00