Forsvarets redningshelikoptere var i aktion for at redde de to Bønnerupfiskere op fra Nordsøen efter kæntringen.

Forsvarets redningshelikoptere var i aktion for at redde de to Bønnerupfiskere op fra Nordsøen efter kæntringen. Foto: Niels Hougaard, Ritzau Scanpix

Rapport: For tungt løft skyld i kutterforlis

Havarikommissionen har afsluttet sit arbejde efter kæntring, hvor to fiskere fra Bønnerup blev reddet i Nordsøen

Af
Søren Andersen

BØNNERUP Den Maritime Havarikommission konkluderer i en rapport om Bønnerup-fiskekutteren RS 200 "Susanne N", der forliste i Nordsøen fire sømil vest for Bovbjerg 3. juni sidste år, at det var et for tungt løft, der var skyld i en pludselig kæntring.

Forliset skete meget hurtigt - faktisk så hurtigt, at de to ombord på kutteren først for sent opdagede, at de intet kunne gøre for at rette op på fejlen, der endte med et forlis.

Der blev den pågældende dag fisket efter tobis. Der blev sejlet ud fra Hvide Sande, hvor de mange tons industrifisk også skulle losses efter planen og efter endt fiskeri.

De første træk blev tømt i kutterens lastrum, men ved det sidste træk, mærkede skipperen, at det var noget tungere end de første. Og det er Havarikommissionens opfattelse, at det var så tungt, at da det kom over vandlinjen, mistede skibet stabilitet og begyndte hurtigt at krænge.

Mere vægt

Mens trawlet blev halet op langs siden, fornemmede skipperen ifølge havarirapporten på lyden af hydrauliksystemet fra trawl- og wirespil, at der var mere vægt i dette træk end i de første. Så begyndte skibet pludseligt at krænge voldsomt til styrbord. Skipperen råbte til sin fiskerkollega, at han skulle skynde sig at løsne bindestroppen på løftet. Samtidigt forsøgte skipperen at slække af på trawlet. I næste øjeblik var skibet krænget næsten helt om på siden.

Fiskeren på dækket reddede sig med vanskelighed over på skibets bagbord side og agterud mod styrehuset. Han kunne ikke se skipperen i styrehuset. Fiskeren bjærgede sig med besvær op på styrehusets tag, som nu var den eneste del af skibet, som var over vandoverfladen. Skipperen nåede ikke at komme ud af styrehuset, før skibet pludseligt kæntrede, og styrehuset kom under vand. Han måtte derfor dykke ud gennem den åbne styrehusdør i skibets styrbord side og op mod overfladen.

Begge endte i vandet

Rapporten fortæller sådan om den dramatiske redningsaktion: "Da han kom op til overfladen, fik han øje på et bundt trawlkugler, som han tog fat i for at holde sig oven vande. Han fik øje på fiskeren oppe på styrehustaget. Skibet var snart helt under vand, og skipperen var bekymret for, at fiskeren kunne blive trukket med ned af skibet, når det sank. Han råbte, at fiskeren skulle skynde sig at komme væk fra styrehustaget.

Fiskeren sprang i vandet til skipperen, og umiddelbart efter sank skibet. Fiskeren og skipperen klyngede sig til vraggods for at holde sig flydende og håbede, at skibets redningsflåde ville blive udløst og komme op til overfladen. Efter nogle minutter kom redningsflåden til syne på overfladen. Fiskeren og skipperen bevægede sig hen mod redningsflåden.

Skipperen var afkræftet af opholdet i vandet og måtte have hjælp af fiskeren til at komme om bord i flåden. Netop som de var kommet op i flåden, kunne de se et større skib passere tæt på. De skyndte sig at skyde en nødraket op mod skibets aptering samt tænde et nødblus, men skibets besætning reagerede ikke på signalerne og sejlede videre.

Timerne passerede, og mørket faldt på. Skipperen og fiskeren var våde og efterhånden afkølede i flåden og havde ingen mulighed for at komme i kontakt med omverdenen. Ud på natten hørte de helikopterlyd, og de skyndte sig at affyre endnu en nødraket. Skibet var blevet efterlyst af kolleger fra andre fiskeskibe i området, som var bekymrede over ikke at kunne komme i kontakt med "Susanne N". Der var blevet slået alarm, og en eftersøgning var blevet iværksat af Forsvaret. En halv time efter midat blev besætningen reddet af redningshelikopteren. De blev fløjet til land, hvor ambulancer bragte dem til det nærmeste hospital. De blev udskrevet senere samme dag."

Publiceret 28 January 2021 16:58