Borgmester i Norddjurs Jan Petersen deltog tirsdag i seminaret, som efter udgivelsen af en rapport om begrebet nyhedsørkener, satte fokus på betydningenh af en lokalt forankret nyhedsdækning.

Borgmester i Norddjurs Jan Petersen deltog tirsdag i seminaret, som efter udgivelsen af en rapport om begrebet nyhedsørkener, satte fokus på betydningenh af en lokalt forankret nyhedsdækning. Pressebillede

Jan Petersen frygter nyhedsørken i Norddjurs

Rapport om mindre journalist dækning af Danmark præsenteret på seminar

Af
Søren Andersen

NORDDJURS Samfundssind blev årets ord i 2020, men et andet godt bud kunne også være nyhedsørken - det begreb, der beskríver områder uden journalistisk dagbladsdækning i det daglige. For eksempel i form af en redaktion med fast journalitisk bemanding. Hidtil som så meget andet i denne verden først kendt fra USA, men siden også med udbredelse mere eller mindre til Danmark.

I en ny rapport, som er resultatet af, at journalist Anders C. Østerby det seneste halve år har set nærmere på konsekvenserne af begrebet nyhedsørken som fellow på SDU’s Center for Journalistik, nævnes Norddjurs og Syddjurs som kommuner, der har mistet lokale lokale dagbladsredaktioner og ugeaviser.

Færre redaktioner

For blandt de hårdest ramte er Region Midtjylland. Her var der i 2010 35 lokalredaktioner hos de regionale dagblade i området, mens tallet var 23 i 2020 – et fald på 12 redaktioner eller 34 procent. Især Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis har bidraget til den kedelige udvikling, fremgår det af Anders C. Østerbys rapport.

Århus Stiftstidende havde tidligere fem redaktioner foruden hovedredaktionen i Aarhus. Siden 2017 og frasalget af en række østjyske ugeaviser - blandt dem Grenaa Bladet - til JP/Politikens Hus, der som de eneste har bevaret faste journalister og redaktioner i Grenaa og Auning - har Stiften haft sit fokus på Aarhus Kommune, mens søsteravisen Randers Amtsavis har lukket tre lokalredaktioner i samme periode og har Randers som udgangspunkt.

Skræmmende udvikling

Rapporten blev tirsdag præsenteret ved et virtuelt seminar med deltagelse af kulturminister Joy Mogensen, (S), der kaldte udviklingen "skræmmende" mens borgmester i Norddjurs, Jan Petersen, (S) deltog som repræsentant for et hårdt ramt område af indskænkning af den lokale mediedækning.

Her luftede Jan Petersen det synspunkt, at væsentlige nyheder ikke når frem i dagbladene, så nærheden i det daglige liv i kommunen ikke bliver beskrevet som det skete tidligere. Der skal i dag meget store begivenheder til for at få dagbladene på besøg, og det giver en skævhed.

Sensationer tager over

"Vi skal finde andre veje for at kommunikere med borgerne, og det bekymrer mig, at der er mindre kritisk dækning af os, fordi for eksempel en dødbrand på et plejehjem beskrives mere sensationspræget, når det ikke sker af journalister med en lokal forankring," sagde Jan Petersen.

Han glædede sig over, at der stadig er gode lokale ugeaviser til stede lokalt, og så gerne flere journalitiske kræfter tilført hertil - men erkendte, at her spiller økonomi selvfølgelig ind.

"Vi bevæger os væk fra hinanden som et samfund med sammenhængskraft, hvis eksempelvis man i Aarhus kun læser om, hvad der sker i Aarhus - og Norddjurs kun nævnes i en note, hvis der sker noget stort," sagde han.

Publiceret 26 January 2021 14:25