Debat: Nu åbner akutklinikken i Grenaa

Af
Steen Thomsen, (DF)

Medlem af regionsrådet i Region Midtjylland

DEBAT Akutklinikken i Grenaa stod ellers overfor endnu en forlængelse af den midlertidige lukning, som et flertal uden om Dansk Folkeparti havde lukket på grund af travlheden på de store sygehuse, der har mange coronaindlæggelser.

Men når regionen tidligere har lukket det lokale sygehus, skal vi værne om vigtige rest der er tilbage: Den lokale akutklinik. Og med argumentet om at lukke akutklinikken af hensyn til corona-travlheden, havde det lange udsigter til genåbning og det ville få fatale konsekvenser for akutklinikken.

Derfor stemte Dansk Folkeparti, som det eneste parti, imod lukningen af akutklinikken i Grenaa.

Vi mener, at vi i stedet skal rykke flere opgaver ud til akutklinikken, der med fordel kan behandles nært. Det kunne eksempelvis være at vaccinere de lokale borgere. Men det blev pure afvist af Anders Kühnau (S), der i pressen udtalte: ”Steen Thomsen (DF) vil bruge personalet i akutklinikkerne til at vaccinere, men vi har mere brug for akutsygeplejerskernes ekspertise inde på akutmodtagelserne”.

Ja selvfølgelig vil vi i DF have akutklinikkernes personale tilbage i akutklinikken i Grenaa for bl.a. at vaccinere. De øvrige opgaver forsvinder jo heller ikke ved at centralisere dem på de store hospitaler.

Nu er regionsrådsformanden heldigvis vendt på en tallerken. Nu er Kühnau alligevel åben overfor at bruge akutklinikkerne til at vaccinere og har nu har et samlet regionsråd besluttet at genåbne akutklinikken i Grenaa, selvom vi står overfor en endnu større corona-travlhed den kommende tid med nye endnu mere smitsomme corona-varianter.

Alle kunne sige sig selv, at corona-travlheden ikke blot varede ’hen over jul’ og derfor skulle akutklinikken aldrig have været lukket. Den skal løse alle de opgaver, der med fordel kan løses tæt på borgerne – både før, under og efter coronakrisen. Tillykke til alle på Djurslund.

Publiceret 18 January 2021 20:50