Sommeren reddede året for genbrugsbutik

Men corona-nedlukninger mærkes på bundlinjen 

Af
John Pedersen

ALLINGÅBRO Selv med to ganske lange nedlukninger - først i det tidlige forår og nu igen her i december - kan Byens Butik i Allingåbro melde om et 2020, hvor sommerens salgstal var utroligt flotte.

Den daglige leder af butikken Lillian Friis fortæller, at borgerforeningens genbrugsbutik naturligvis bliver ramt af de to gange corona-nedlukning - først fra marts og hen på forsommeren og så igen fra december og året ud - ja mindst frem til 17. januar som det tegner sig lige nu.

Hvor årets resultat lander er det endnu for tidligt at sige noget helt præcist om, men det bliver slet ikke helt så ringe endda.

Mange sommerhuskunder

Sommertiden var nemlig en periode, hvor der var rigtigt mange kunder, der kiggede forbi både på Jernbanegade og de godt og vel 1000 kvadratmeter store lager- og salgslokaler i det gamle slagteri.

Samt i den mindre butik i den tidligere servicestation på Hovedgaden 10, hvor der bugner af legetøj, nips, herre- og dametøj samt mange andre mindre genbrugsperler.

Lillian vurderer, at det at rigtigt mange danskere blev herhjemme for at holde deres sommerferie, gav en ekstra trafik ind fra sommerhusområderne af købelystne genbrugskunder,.

"Og de fleste var jo danskere, så det gjorde det bestemt ikke ringere for en butik som vores".

Startede i det små

"Byen Butik" er for borgerforeningen i Allingåbro den helt store og afgørende indtægtskilde, når der skal skaffes penge til investeringer tiltag, der skal gøre Allingåbro til en endnu mere attraktiv by at besøge.

Genbrugs-eventyret så sin begyndelse i det lille hus ved jernbanen for nu otte år siden.

De små og beskedne kvadratmeter rakte slet ikke og for snart seks år siden kunne man så rykke ind i dele af det gamle slagteri på Jernbanegade, hvor der var helt andre størrelser, der kom i brug og mængden af effekter voksede hurtigt ligesom der blev plads til store møbler og mange af dem side om side med alskens andre herligheder udi genbrugsens fagre verden.

Dejligt varme lokaler

Lillian Friis og hendes trofaste stab af frivillige hjælpere måtte de første år klare sig uden et ordentligt varmeanlæg, men de seneste par år er der sket et stort løft på det punkt.

Så uanset om det er frost eller kulde, så er der dejlig lunt, så både hjælperne og kunderne kan gå rundt og kigge på de mange herlige ting og sager uden at gå og klapre tænder.

Og det hjælper helt sikkert også på lysten til at tage et ekstra kig.

"Vi har alt, men det er ikke sikkert, vi lige kan finde det".

Sådan møder Lillian Friis gerne kunder i butikken, der går efter noget helt bestemt.

Og som regel, så lykkedes det da også at finde noget, som gør den købelystne kunde tilfreds.

Til det første hjem

Søren Bang, bestyrelsens kontaktperson, glæder sig over, der er ganske mange familier af anden etnisk herkomst end dansk og de så kan gøre et stort indkøb af møbler, når de skal at bosætte sig i Danmark for måske første gang.

"De kan også finde huskeråd, pyntenips og andre ting, til deres bolig".

Også unge danske familier, der skal sætte bo for første gang, er flittige gæster i "Byens Butik".

Kommer langvejs fra

Og det er kunder fra et stort geografisk område, der lægger vejen forbi Byens Butik og de øvrige genbrugsbutikker i byen, der også har "Det Kreative Hus" at byde ind med.

At det er flere at vælge imellem, ser Lillian Friis som et stort plus, da der jo er mere at køre efter for folk, der vælger at starte bilen og køre til Allingåbro fra alle dele af Djursland og Randers-området for at gøre deres genbrugsindkøb her.

Publiceret 10 January 2021 09:30