De to Grenaa-deltagere ses her til højre på billedet - Anders og Benjamin.

De to Grenaa-deltagere ses her til højre på billedet - Anders og Benjamin. Pressebillede

Grenaa-gamere skal i bedre form

Anders Lykke-Bertelsen og Benjamin Rygaard fra Grenaa med i sundhedsprojekt

Af
Søren Andersen

GRENAA Hvis man kender en teenagedreng, ved man det helt sikkert godt. Gaming på computer eller spillekonsol er en meget stor og vigtig del af hverdagen.

Faktisk spiller hele 96 procent af danske drenge i alderen 13 – 19 år, ifølge DR Medieforskning, computer eller konsol – og knap halvdelen gør det hver eneste dag.

For en del unge mænd kniber det til gengæld mere med at få sig rørt nok, og mange lever ikke op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for fysisk aktivitet.

Sådan forholder det sig også for fem østjyske gamerdrenge, der er med i en ny serie kaldet ”Fraggers i Form” på TV2 Østjyllands YouTube-kanal. Drengene bliver sat sammen på et helt nyt Counter-Strike-hold, og her skal de sammen forsøge at finde balancen mellem gaming og fysisk aktivitet.

Noget, der både kan gavne dem i det virkelige liv, men også når de sidder foran skærmen. Blandt de fem er Anders Lykke-Bertelsen og Benjamin Rygaard fra Grenaa.

"Counter-Strike er en sport, hvor du skal præstere på højeste niveau, og hvor koncentration og fokus er helt centralt. Hvis du er i fysik underskud, er du også i psykisk underskud," forklarer holdets træner Rasmus Brandt Hansen, som har en kandidatgrad i Idrætsvidenskab med speciale i e-sport og fysisk aktivitet.

"Det psykiske underskud vil kunne påvirke dit spil. Derudover giver fysisk aktivitet dig også en hurtigere reaktionsevne, hvilket er en fordel i spil som Counter-Strike," forklarer han. 

Fem forskellige gamerdrenge

I ”Fraggers i Form” møder man blandt andre Anders Lykke-Bertelsen fra Grenaa, der bruger meget af sin tid på at spille computer – op til otte timer om dagen - og streame det til sine mange følgere på de sociale medier. Han meldte sig til projektet, fordi han en dag opdagede, at han havde fået strækmærker og derfor følte sig utilfreds med sin krop. Også Benjamin Rygaard fra Grenaa er med - og han topper spilindsatsen ved at kunne klare op til ti timers computerspil på en god dag. Og i weekender hele natten med.

Anders, Benjamin og de andre drenge startede deres rejse i starten af september, hvor de indledte et forløb med personlige træningsplaner og sundere kost – med fokus på samtidig stadig at spille en masse computer.

I løbet af tre måneder bliver de samtidig taget igennem en række udfordringer af deres træner, Rasmus Brandt Hansen, der tester deres form og fortæller dem om fordelene ved blandt andet styrketræning og løb.

Efter tre måneders intens fokus på fysisk aktivitet står drengene foran den store TV2 ØstjyLAN-finale, hvor det skal vise sig, om drengene er kommet i bedre form – og om de samtidig er blevet bedre foran computerskærmen.

Publiceret 08 January 2021 12:36