Der blev ytret masser af frustrationer ud gennem mundbindene hos det fremmødte personale i Børneby Nord. Her er det Rikke Vestenbæk, Bente Jakobsen, Anders Lützen, Lone Braad og Randi Joel.

Der blev ytret masser af frustrationer ud gennem mundbindene hos det fremmødte personale i Børneby Nord. Her er det Rikke Vestenbæk, Bente Jakobsen, Anders Lützen, Lone Braad og Randi Joel. Foto: Simon Carlson

Frustrationerne vokser på skoler: Nu er det nok! Men 3,5 millioner kroner er bare ikke godt nok

Personale og forældre ytrede frustrationer over endnu en omgang med besparelser på Norddjurs Kommunes folkeskoler

Af
Simon Carlson

Grenaa Det var ikke et helt ukendt scenario, der mødte politikerne i Børne- og Ungdomsudvalget, da de torsdag eftermiddag holdt møde.

I det begyndende tusmørke blev udvalgsmedlemmerne mødt af en stor flok lærere, forældre og børn med tilknytning til Børneby Nord. Med skilte og rolige, men bestemte, verbale ytringer inde bag mundbindene var de mødt op for at give deres mening til kende over for den omfordelingsmodel, som politikerne har vedtaget på specialundervisningsområdet.

En beslutning der blandt andet fjerner mere end tre millioner kroner fra både Børneby Nord og Auning Skoles budgetter.

Nok er nok

Det er langt fra første gang inden for de seneste år, at politikerne bliver mødt af frustrerede borgere med relation til skoleområdet.

Denne gang sprang det dog i øjnene, at det var en stor samling af lærere og pædagoger- altså kommunens personale - som gav udtryk for deres frustrationer og bekymringer. Blandt dem var Rikke Vestenbæk, Bente Jakobsen, Anders Lützen og Randi Joel, som først italesatte bekymringerne for børnenes læring ude i folkeskolerne.

"Nu er det nok. Man kan jo efterhånden tænke, at det er ærgerligt for de børn, der bliver født ind i Norddjurs, fordi de får ikke de samme muligheder som børn andre steder. Og det er jo ikke kun specialundervisningen, det rammer. Det er alle. Når én lærer står med 27 elever, så er der bare ikke plads til at alle elever kan få den opmærksomhed og undervisning, de har behov for," fortalte lærerne.

Følelse af fiasko

Når Børneby Nord og Auning Skole hver skal spare over tre millioner kroner fra næste år, er det endnu en omgang i en ond spiral, der efterhånden har kørt længe i kommunen, noterede lærerne fra Børneby Nord. Det tærer hårdt på arbejdsglæden og arbejdsmiljøet.

"Det ender jo med sygemeldinger, og så skal der alligevel bruges ekstra penge på vikarer. Vi har jo en følelse af at være fiaskoer og mislykkede lærer, fordi vi gerne skulle stå som de her autentiske mennesker, som skal lære eleverne om væsentlige dele af livet, men det er efterhånden komplet umuligt. Det er jo en falliterklæring," konstaterede Anders Lützen, mens Randi Joel havde svært ved at se enden på den onde spiral.

"Vi har gang på gang samlet os selv op på hesten igen, men vi bliver også gang på gang slået i hovedet. Det er lidt nedværdigende. Nu går vi endnu en gang på juleferie med ondt i maven og med tankerne om, det bliver mig, der bliver ringet op og prikket på grund af besparelser," sagde Randi Joel.

Børneplaster på brandsår

Forud for torsdagens møde i Børne- og Ungdomsudvalget var Venstre, Dansk Folkeparti og Venstre blevet enige om et forslag, der skulle sende 3,5 millioner kroner ud på skoleområdet og dermed imødekomme skolernes bekymringer.

Personale, forældre og elever stod klar til at byde medlemmerne af Børne- og Ungdomsudvalget velkommen med skilte og bekymringer, før politikerne gik til udvalgsmøde.

Personale, forældre og elever stod klar til at byde medlemmerne af Børne- og Ungdomsudvalget velkommen med skilte og bekymringer, før politikerne gik til udvalgsmøde. Foto: Simon Carlson

Formand for fællesbestyrelsen i Børneby Nord Clara Marie Mose Nørrevang var også mødt frem til torsdagens demonstration ved rådhuset, og selv om hun hilste forslaget velkommen, så var hun langt fra imponeret over beløbets størrelse.

"3,5 millioner kroner ikke nok. Det svarer jo til det beløb, de har fjernet på én skole, men det skal så fordeles på alle skolerne. Det er et børneplaster på et brandsår, og det rækker slet ikke," fastslog Clara Marie Mose Nørrevang, som vurderede, at Norddjurs Kommune igen var i gang med en lappeløsning på et større problem.

"Nu skal de (politikerne, red.) stoppe med at sige, at nu skal der ro på skoleområdet, for det sker jo åbenbart ikke. Vores lærere er enormt kreative og engagerede, så hvis de bare fik lidt handlerum, så kan de udrette en masse. Jeg kunne godt tænke mig snart at se nogle mere fremtidssikre løsninger, for det her ender kun med, at vi taber eleverne," lød det fra Clara Marie Mose Nørrevang.

Fakta

Ny omfordeling

Børneby Nord kan se frem til at skulle finde 3,1 millioner kroner i budgettet i dne nye omfordelingsmodel. Auning Skole får 3,3 millioner kroner mindre i den nye model.

Børneby Midt og Søren Kanne Skolen får flere penge i budgettet med henholdsvis 1,8 millioner og 3,1 millioner kroner.

Det skyldes blandt andet, at elever på mellemtrin og udskolingen vægtes højere end elever i indskolingen, da der er større sandsynlighed for, at de skal segregeres - altså sendes på en specialskole.

Publiceret 01 December 2020 19:00