Sognepræst Charlotte B. Johansen modtager ansøgninger. Gerne i sin postkasse - enten med post eller personlig levering. Men også på mail. Foto: John Pedersen.

Sognepræst Charlotte B. Johansen modtager ansøgninger. Gerne i sin postkasse - enten med post eller personlig levering. Men også på mail. Foto: John Pedersen.

Alle familier skal have råd til en god jul

Sognepræst Charlotte B. Johansen er tovholder på julehjælpen i 13 sogne

Af
John Pedersen

Norddjurs Vest "Julen er for alle familier et tidspunkt, hvor pengepungen skal lidt ekstra op af lommen, fordi vi gerne vi gerne vil gøre det så godt som muligt i familien. Og vi som præster vil gerne sikre, at alle familier har mulighed for at gøre julen til en fest".

Sådan falder ordene fra sognepræst Charlotte B. Johansen, som med sin base i Gjesing, er tovholder på julehjælpen, der finansieres af Lions Club Gl. Estrup og Lions Club Svanerne med støtte fra SuperBrugsen i Auning.

Spaghetti og kødsovs

"Det er helt tydeligt, at folk i Danmark har det godt. Men i vores samfund, er det faktisk sådan, at der er familier, som ikke har råd til andet end at spise spaghetti med kødsovs juleaften. Hvis ikke de fik vores julekurv, så ville juleaften blive en dag som alle andre".

Charlotte Johansen understreger, at julehjælpen jo er i form af mad - ikke penge.

"I den lille økonomi, som mange mennesker har, håber vi så, at der kan blive råd til et juletræ og til lidt ekstra gaver til børnene".

Julegave til børnene

Udover hjælpen, der indsamles ved at kunder i SuperBrugsen, køber en ekstra vare, som de så skænker til julehjælpen - kommer Svanerne i tilgift med et AuningGavekort til familiernes børn under 18 år. Løverne bidrager med kontanter som der købes ferskvarer som kød og lignende, der pakkes ned for sig og uddeles sammen med den anden julepakke. Det sker fra præstegården i Gjesing.

Mange enlige forsørgere

Hovedparten af ansøgerne til julehjælpen er børnefamilier med en trængt økonomi. En stor andel af dem er enlige.

To tredjedele af ansøgerne er børnefamilier, der prioriteres højt. Der er også enkelte flygtninge på starthjælp og i det hele taget med med en meget lav samlet familie-indkomst, ligesom der er pensionister, som er klemt på de daglige udgifter med en meget lille ydelse.

"Nogle gange kan man godt tænke, hvordan kan de overhovedet for så lidt", udtaler Charlotte Johansen.

"Vi har mange ansøgere, der er klemt i systemet. Det kan være i et udredningsforløb i kommunen eller står på kanten mellem at modtage kontanthjælp eller skal over på en invalidepension eller lignende".

Sognepræsten i Gjesing, der har haft opgaven med at håndtere julehjælpen på vegne af sognepræsterne i området i en lille håndfuld år, understreger, at nogle af de her mennesker havner i lidt vanvittige situationer med meget lidt penge at leve for. Og det kan strække sig over måneder eller år.

Det er karakteristisk, at en god del af de som søger julehjælpen er syge. Det kan være en fysisk eller psykisk sygdom eller en kombination.

Charlotte Johansen modtager ansøgninger fra, til 1. december og det både digitalt, på mail eller pr. brev i sin postkasse i præstegården i Gjesing.

fakta

Julehjælp

  • Til familier i Fausing, Vester Alling, Øster Alling, Auning, Gjesing, Nørager, Vivild, Vejlby, Ørsted, Holbæk, Voer, Udby og Estruplund sogne.
  • Ansøgningsfrist 1. december

Publiceret 30 November 2020 11:42