Naboerne kommer til at betale for de store solcelleanlæg, som der er planer om - også i Norddjurs.

Naboerne kommer til at betale for de store solcelleanlæg, som der er planer om - også i Norddjurs. Foto: Jens Dresling, Ritzau Scanpix

Debat: Naboer betaler solcelleanlæg

Af
Paul-Werner Johnsen

Ellekrogen 5, Grenaa

DEBAT Der er jo noget som er helt galt her, nemlig at landmænd kan få et større økonomisk udbyttet ud af at få tapetseret sine marker med solceller frem for at dyrke jorden og på den måde tage plads hjemme i lænestolen. Det er jo især grotesk med den fødevaremangel som vi ser rundt om i verden.

Det her fortæller helt klart og tydeligt at afregningspriserne for el er alt for høje.

Ja og hvem betaler? Forbrugerne.

Sat på spidsen betyder det, at naboer til de her solcelleanlæg selv kommer til at betale for deres egen værdiforringelse af deres bolig igennem for høje elpriser. Det er jo fuldstændig vanvittigt.

Så det haster med noget lovgivning på det her område omkring placering af de her projekter. Når man vil den her slags ting, skal det jo selvfølgelig placeres på steder hvor jorden er dårlig til landbrugsproduktion og at det ikke genere andre mennesker og dyr.

Det ser jo desværre ud til, at kommunerne ikke helt kan finde ud af at sige fra omkring de her tåbeligheder. Så derfor må Christiansborg på banen hurtig inden at vi får ødelagt for meget god landbrugsjord.

Hvis ellers vores statsminister Mette Frederiksen er enig i de her ting, så kan hun jo med et snuptag få det her gennemført med den magt, som hun har formået at bygge op om sig selv.

Det vil også være rart, at vores kommunalpolitikere snart kom på banen med hvem der er for og imod den slags projekter her. Nu er der jo kommunalvalg næste år og så har man jo som vælger en god mulighed for at komme med sin indflydelse.

Man kan jo også stille sig det spørgsmål, om vi overhovedet har brug for al den strøm, som der bliver lagt op skal laves, hvis alle de her projekter ellers bliver gennemført. Vi har jo stadigvæk en stor udfordring i at udnytte al strøm, som bliver produceret at vores "grønne" vindmøller. Den strøm, som bliver produceret om natten, forærer vi jo dybest set væk, fordi vi ikke selv her i Danmark kan udnytte det endnu. Så mon ikke det var en ide at få det her problem løst først.

Publiceret 22 November 2020 15:08