Lars Lerche skal stå i spidsen for biblioteker i Norddjurs og lokalarkiv i Grenaa.

Lars Lerche skal stå i spidsen for biblioteker i Norddjurs og lokalarkiv i Grenaa. Pressebillede

Ny chef for biblioteker

Lars Lerche skal styre biblioteker og lokalarkivet

Af
Søren Andersen

NORDDJURS Norddjurs Kommune har ansat Lars Lerche som biblioteks – og arkivleder ved Norddjurs Biblioteker og Grenaa Egnsarkiv.

Lars Lerche er 56 år gammel og er bosiddende i Hinnerup. Lars Lerche har bibliotekserfaring som leder af bibliotek-, kulturhus- og sundhedscenter InSide i Hammel.

Lars Lerche har en stærk baggrund inden for folkeoplysning og et bankende hjerte for idræt. Tilbage i 1990 var han med til at starte Idrætsdaghøjskolen i Aarhus. I 1999 blev han lektor på Peter Sabroe Seminariet i Aarhus for så at vende tilbage som forstander for Idrætsdaghøjskolen i Aarhus i 2008. Lars Lerche har ligeledes været formand for Daghøjskoleforeningen.

Lars Lerche haft bredt ledelsesansvar, og i jobbet som kulturhus- og biblioteksleder i Hammel har han erhvervet sig dybdegående indsigt i politisk styrede organisationer. Om den nye stilling som biblioteks – og arkivleder fortæller Lars Lerche: "Jeg brænder for at arbejde med kultur, arkiv og bibliotek, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang i Norddjurs og lære alle de engagerede medarbejdere og lånerne at kende. Biblioteket og arkiverne spiller som folkeoplysende institutioner en fantastisk vigtig rolle som hjørnesten i vores åbne og demokratiske samfund, og jeg ser frem til at tage et stort ansvar i både driften og udviklingen af Norddjurs biblioteker og Grenå Egnsarkiv, så de står som relevante og moderne kulturelle tilbud for alle målgrupper i hele Norddjurs Kommune."

Biblioteket er blandt de bærende kulturinstitutioner i Norddjurs. Igennem arbejdet med inspiration, læring og fællesskaber understøtter Norddjurs Biblioteker det gode liv for kommunens borgere og tilbyder en lang række arrangementer og oplevelser for børn, unge og voksne.

"I Lars Lerche er jeg sikker på, vi har fundet en biblioteksleder, der med solid erfaring, engagement og begejstring kan lede og styrke kommunens biblioteks- og arkivtilbud på en måde, der understøtter kommunens kunst- og kulturpolitik og som byder sig til på tværs af forvaltningsområder og rækker ud til borgere i hele kommunen," siger Trine Grejsen, chef for Kultur, fritid, turisme og biblioteker i Norddjurs Kommune.

Der er biblioteker i Auning, Grenaa, Ørsted og Ørum samt et egnsarkiv i Grenaa, og medarbejderstaben består af 20 ansatte. Biblioteks- og arkivlederen refererer til chefen for Kultur, fritid, turisme og biblioteker under Fællesforvaltningen.

Publiceret 16 November 2020 14:16