Det var med livet som indsats at forsøge at transportere flygtninge over Kattegat, da russiske krigsfanger arbejdede med mineringen af Grenaa Havn. Her en minesprængt kutter i Grenaa Havn i 1943. Kutteren stødte på en mine syd for Anholt. Foto: Grenaa Egnsarkiv

Det var med livet som indsats at forsøge at transportere flygtninge over Kattegat, da russiske krigsfanger arbejdede med mineringen af Grenaa Havn. Her en minesprængt kutter i Grenaa Havn i 1943. Kutteren stødte på en mine syd for Anholt. Foto: Grenaa Egnsarkiv

Følg en guidet tur ind i fem forbandede år på Djursland

Turen kan foretages lørdag 31. oktober 2020 kl. 10-11.30 på Museum Østjylland

historie Mørklægning, udgangsforbud, rationering og tyske tropper i gymnastiksalen. Det var virkeligheden, som djurslændingene levede i under den tyske besættelse. Netop den lokale besættelseshistorie stiller Museum Østjylland skarpt på i den aktuelle særudstilling 'Under Krigen – Besættelsestiden på Djursland'.

Du kan altid besøge udstillingen og opleve den på egen hånd. Men vil du have en guidet tur med ekstra fortællinger og mulighed for at stille spørgsmål, er det nu, du skal slå til, når Tina Bjerregaard, en af tilrettelæggerne af den populære udstilling, fortæller om det besatte Djursland, når der er omvisning på museet.

Rationering

Under krigen var rationering af helt basale dagligvarer noget af det, der fyldte meget i hverdagen. Kaffe måtte blandes med forskellige erstatningsprodukter, og mange kender uden tvivl varianten Rich's.

"Der var efterspørgsel på nye produkter, og det fik også lokale fabrikker på Djursland til at omlægge deres produktion. I Ebeltoft producerede Maltfabrikken under besættelsen for eksempel Lundbergs Kaffeerstatning," fortæller Tina Bjerregaard.

I Østjylland blev der på seks forskellige anlæg produceret erstatning for brændsel hos Jydsk Genkul A/S. Et af anlæggene lå i Auning. Her forædlede man træ og tørv til trækul, tørvekoks og andre erstatningsprodukter, der kunne holde gryderne i kog og stuerne lune i de kolde vintre.

Modstand på Djursland

Omvisningen i udstillingen kommer naturligvis også omkring modstandsarbejdet, hvor Djursland markerede sig som en meget aktiv aktør. Da modstanden blev organiseret fra 1943 opstod der nemlig adskillige modstandsgrupper på Djursland.

Den første var Hornsletgruppen, som havde tætte forbindelser til Hvidstengruppen. Men efterhånden blev der nedkastet våben mange steder, blandt andet ved Grenaa, Løvenholmskoven, Gjesing Mose, Auning og på Mols.

Modstandsarbejdet på Djursland bestod også i at transportere flygtninge sikkert til Sverige fra Grenaa Havn.

"Dette arbejde krævede – ligesom modtagelsen af våben – nøje planlægning og præcision. Der er ingen tvivl om, at modstandsfolkene må have arbejdet med hjertet helt oppe i halsen, for tyskerne var i gang med at minere havnen, og risikoen for at blive opdaget var stor, " forklarer Tina Bjerregaard.

Museet tager naturligvis højde for den aktuelle Covid19-situation, og derfor er deltagerantallet begrænset til 10 gæster på omvisningen denne lørdag formiddag.

Publiceret 28 October 2020 18:00