Diana Skøtte Larsen.

Diana Skøtte Larsen.

Debat: Tag nu ja-hatten på

Af
Diana Skøtt Larsen

Medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs, DF

DEBAT Modsat borgmesteren og flertallet i kommunalbestyrelsen synes jeg, vi skal finde ja-hatten og se at komme videre med innovation og udvikling, i stedet for at afvikle, hvilket har været kutyme gennem de sidste mange år.

Med de nuværende holdninger opnår vi kun at jage forretningsdrivende ud af byen. Ethvert initiativ om at drive forretning bliver gang på gang skudt i sænk på grund af forældede planer og manglende visioner.

Vi ødelægger ikke noget ved at give tilladelse til forretninger andre steder end i midtbyen - midtbyen er for længst blevet indskrænket, der er ændringer i forbrugernes adfærd, det behøver man ikke de store analyser for at regne ud. Vi handler på nettet som aldrig før - også dagligvarer.

Ser vi tilbage på Grenaa byens historie, har der været god gang i forretningslivet, Det er så afviklet - gennem tiden, men mulighederne for udvikling og progression ligger lige for, så lad os gribe chancerne, mens de er der.

Så hvorfor kontinuerligt spænde ben for os selv? Dagligvareforretninger ved Dolmer, Sydhavn, Århusvej og Hessel vil være en gevinst for området og kunne tiltrække nye borgere til området, hvor vi har allerede udviklet, at jo flere muligheder, der er for at handle, des større chance er der for at man bliver i området.

Det er muligt, at flytningen af Kvickly fra midtbyen til den nuværende placering har haft en negativ effekt på midtbyen, det var for år tilbage et samlingspunkt, men det har om noget skabt vækst og nye forretninger i området.

Så jeg forstår ikke helt de argumenter, der nu bliver brugt modsat. Sydhavnen har et stort udviklingspotentiale, så lad os give turister, fastboende og de virksomheder, der allerede er etableret i området, flere muligheder for at handle lokalt - mon ikke svenskerne, som vi satser på besøger os, vil blive glade for at kunne handle lige ved færgen, ligesom alle de, der gæster sommerhusområdet.

Det kunne være rart at vi igen kunne have et attraktivt tilbud til dem og så lige i gåafstand.

Jeg har ikke en forståelse for, at midtbyen skal have monopol på handelslivet, og jeg forstår ikke den angst, der er for at give liv til andet end bymidten. Lad os forhindre, at Grenaa bliver en by, der langsomt dør, fordi der ikke er politisk forståelse for innovation og udvikling. Jeg vil i hvert tilfælde ikke være den, der sætter hælene i for udviklingen, og de, der har lyst til at investere i Grenaa og dens fortsatte vækst. Løbet er desværre kørt - for nu. Jeg kan kun håbe, at der kommer fornuftige kræfter på banen i fremtiden.

Publiceret 26 October 2020 13:36