Valdemar Haumand har trukket sig som formand for Socialdemokratiet i Grenaa.

Valdemar Haumand har trukket sig som formand for Socialdemokratiet i Grenaa. Pressebillede

Ny formand for Socialdemokratiet i Grenaa

Carsten Hering Nielsen afløser Valdemar Haumand, der trækker sig på grund af sygdom

Af
Søren Andersen

NORDDJURS Det kom som en stor overraskelse for bestyrelsen i Socialdemokratiet i Grenaa, da formand Valdemar Haumand på et møde onsdag aften meddelte, at han er nødt til at træde tilbage af helbredsmæssige årsager. Valdemar Haumand er 67 år og tidligere medlem af kommunalbestyrelsen, først i Grenaa Kommune fra 1997 og siden i Norddjurs Kommune indtil 2013, og på det seneste har han været indkaldt som suppleant. Han har været formand for Grenaa Partiforening siden februar 2015, og repræsenterer også Socialdemokratiet i en række andre bestyrelser.

Valdemar Haumand angiver selv, at han har trukket sig, fordi han for nylig fået konstateret Parkinsons Sygdom. På den måde deler han skæbne med en anden socialdemokratisk veteran, Niels Erik Iversen, der derfor ikke genopstiller til regionsrådet næste år, når der er valg.

"Jeg er meget ærgerlig over at være tvunget til at trække mig, men det er nødvendigt for at få lidt ro omkring min sygdomssituation, min familie og mit arbejde. Jeg har haft mange gode år i politik og siden 1994 som centerleder i Grenaa Idræts Center. Det er vemodigt at skulle træde tilbage på denne måde, når man har haft så mange gode oplevelser med politik og bestyrelsesarbejde, men det er et vilkår, når helbredet driller," siger Valdemar Haumand.

Carsten Hering Nielsen er konstitueret formand.

Carsten Hering Nielsen er konstitueret formand. Pressebillede

Konstitueret formand

Som konstitueret formand er udpeget Carsten Hering Nielsen, der i knapt to år har været bestyrelsesmedlem i Grenaa Partiforening og for nylig tillige er blevet valgt til bestyrelsen i Djurskredsen. Carsten Hering Nielsen er 53 år og uddannet økonom og master i voksenuddannelse. Han har tidligere politisk erfaring som faglig sekretær i PROSA - Forbundet af it-professionelle, hvor han var leder af det uddannelsespolitiske område fra 1999-2003. Siden har han ud over en selvstændig konsulentvirksomhed været ansat som specialkonsulent på Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet, og som ekstern lektor ved Syddansk Universitet. Carsten bor i Trustrup og er gift med Charlotte, der er folkeskolelærer. Han er aktiv i en række bestyrelser, blandt andet som formand for Toubros Venner og Odder Whisky Laug og som medlem af forretningsudvalget i LAG Djursland.

"Det er store sko jeg skal fylde, og jeg har stor respekt for Valdemar og hans triste beslutning. Da jeg blev valgt til bestyrelsen, fik jeg fra første møde hans tørre og lune humor at mærke, som skaber en fin balance imellem alvor og uhøjtidelighed. Vi har haft et rigtig godt samarbejde og jeg synes, at vi har udviklet partiforeningen. Jeg håber på en hurtig bedring i Valdemars helbred, nu hvor diagnosen er stillet. Det er et stort ansvar, jeg er blevet betroet af mine bestyrelseskolleger, men jeg synes, at Socialdemokratiet står stærkt her godt et år før vi skal til kommunalvalg i november 2021. Valdemar har lovet mig, at jeg godt må trække på hans erfaring, og det er jeg sikker på, at jeg kommer til at gøre brug af," siger Carsten Hering Nielsen.

Tak fra borgmester

Også Norddjurs Kommunes socialdemokratiske borgmester Jan Petersen har pæne ord til Valdemar Haumand.

"Jeg har haft et nært samarbejde med Valdemar Haumand mens han var gruppeformand i kommunalbestyrelsen, og siden i hans tid som formand for Grenaa Partiforening. Jeg er ked af, at han nu må træde tilbage på denne måde, men glæder mig over, at han fortsat vil repræsentere Norddjurs Kommune i enkelte bestyrelser. Jeg ønsker Valdemar god bedring og vil gerne takke ham for hans store indsats for Socialdemokratiet i Grenaa og i Norddjurs. Jeg glæder mig samtidig til at arbejde sammen med Carsten Hering, som jeg kender som en flittig debattør og aktiv organisationsmand," siger borgmesteren.

Formanden for Socialdemokratiets Fællesledelse i Norddjurs Kommune, Inge Dideriksen har denne kommentar: "Det er med beklagelse, at jeg har modtaget beskeden om Valdemar Haumands sygdom. Vi har arbejdet tæt sammen i mange år. Valdemar har været en driftssikker kollega i Socialdemokratiet og har ydet en stor indsats i de bestyrelser partiet har udpeget ham til. Vi vil byde velkommen til Carsten Hering som nyt medlem af Fællesledelsens bestyrelse og ser frem til samarbejdet i den kommende travle tid."

Carsten Hering er konstitueret som formand med øjeblikkelig virkning og frem til den ordinære generalforsamling i Grenaa Partiforening 1. februar 2021, hvor der officielt kan vælges en efterfølger til Valdemar Haumand.

Publiceret 24 October 2020 14:06