Kan Anders G. Christensen, tidligere V-borgmester i Favrskov, vippe nuværende formand for Regionsrådet, Anders Kühnau, af pinden ved valget i november 2021? Foto: Favrskov Kommune

Kan Anders G. Christensen, tidligere V-borgmester i Favrskov, vippe nuværende formand for Regionsrådet, Anders Kühnau, af pinden ved valget i november 2021? Foto: Favrskov Kommune

Regionsrådsvalg: Anders G. Christensen sikker på at blive Venstres spidskandidat

Den tidligere borgmester i Favrskov Kommune, Anders G. Christensen, får sit mandat bekræftet på et virtuelt opstillingsmøde i starten af november

Af
Lars Norman Thomsen

Venstre i Region Midtjylland holder virtuelt opstillingsmøde 3. november, hvor partiet skal vælge sin spidskandidat til valget til Regionsrådet i november 2021.

Det bliver ganske nemt og simpelt, for kun en kandidat havde givet lyd fra sig på skrift ved deadline 15. oktober.

Det var tidligere Favrskov borgmester Anders G. Christensen.

Han skal tage over efter Venstres gruppeformand Carsten Kissmeyer, der ikke genopstiller.

Fint med en kandidat

Jens Nicolai Vejlgaard, Hvide Sande, formand for Venstre i Region Midtjylland, har det fint med, at Venstre kun kan mønstre en kandidat, og han virker ikke til at være synderlig overrasket over, at det forholder sig således.

"Det er svært at sige, hvorfor vi kun har en kandidat. Til gengæld er Anders G. Christensen en virkelig god kandidat, og det er hvad vi har behov for. Han vil sammen med resten af Venstres hold kunne vinde valget og sikre, at Region Midtjylland har et borgerligt flertal efter næste valg."

Jens Nicolai Vejlgaard understreger, at Anders G. Christensen lige skal have bekræftet sit kandidatur på opstillingsmødet.

- Hvorfor er Anders G. Christensen en virkelig god kandidat?

"Jamen, han har stor erfaring på mange fronter, politisk og organisatorisk. Anders G. Christensen er tillige et kendt kort. Jeg føler mig meget tryg ved, at han bliver vores spidskandidat, men nu skal vi i respekt for vores besluttende forsamlinger afvente resultatet på det virtuelle opstillingsmøde."

Venstre sidder på 13 af de 41 mandater i det nuværende Regionsråd.

Ikke dispensation

Hvem der skal gøre Anders G. Christensen følgeskab på Venstres liste, afgøres ude i partiforeningerne i de 19 kommuner som udgør Region Midtjylland i løbet af foråret 2021.

Ved valget i 2017 opstillede Djurslands kommunerne en fælles kandidat, byrådsmedlem Marianne Kirkegaard fra Syddjurs, fordi man hos Venstre i Norddjurs ikke kunne finde en kandidat.

Det bliver dog ikke muligt at handle af på samme måde denne gang, understreger Jens Nicolai Vejlgaard .

"Vi har i Venstres regionsbestyrelse besluttet, at alle kommuner skal opstille kandidater, og der bliver ikke givet dispensation," siger Venstres formand i Region Midtjylland.

Regionsbestyrelsen består af et medlem fra hver kommune i regionen. Jens Bagger, Øster Alling, er Norddjurs Venstres repræsentant, mens Marianne Gregersen, Rønde, repræsenterer Venstre i Syddjurs.

FAKTA

ANDERS G. CHRISTENSEN

  • Student og uddannet landmand. Var forud for perioden som borgmester driftsleder og forvalter på flere større landbrug. Efterfølgende blandt andet klubchef i Aarhus 1900 Atletik/Motion og har de seneste år drevet selvstændigt firma med ledelsesrådgivning. Medlem af en række bestyrelser
  • Har været byrådsmedlem for Venstre i Hadsten og Favrskov Kommuner siden 1994 og var i årene 2002-2010 valgt som borgmester. Siden folketingsvalget 2019 førstesuppleant til Folketinget for Venstre i Østjylland. Medlem af Venstres hovedbestyrelse og i landsstyrelsen for LOF

Publiceret 21 October 2020 15:00