Advokater udvider og åbner i Auning

Nyt advokatkontor giver mulighed for gratis retshjælp

Af
Simon Carlson

Auning Det er to og et halvt år siden, Line Lindgaard-Kjeldsen og Karsten Fryland Nielsen blev kompagnoner og åbnede Kalø Advokaterne, som holder til i Hovedgaden i Rønde.

Der er dog kommet lidt vokseværk ind i det lille advokatkontor. Kalø Advokaterne er nu også at finde i Auning, hvor de har åbnet kontor midt i byen.

"Vi har i et stykke tid kigget på, hvor det vil give mening for os at udvide. Auning er en stærk by i den vestlige del af Norddjurs, og det giver et stort opland mod både Grenaa og Randers. Vores hovedkontor er fortsat i Rønde, men vi vil gerne udvikle os, og vi ser helt klart Auning som et sted, hvor vi kan gøre en forskel og naturligvis skabe en forretning," fortæller Karsten Fryland Nielsen.

Hjælp i lokalsamfundet

Det er en rolig vækst, Kalø Advokaterne har sat i værk, og derfor åbent på det nye advokatkontor i Auning om tirsdagen.

Tirsdagene er til gengæld afsat til gratis retshjælp, hvor alle kan booke tid hos advokaterne og få vendt sine juridiske udfordringer. Det giver god mening som et lille advokatkontor i et lokalsamfund, uddyber Line Lindgaard-Kjeldsen.

"Vi synes, at en af vores styrker er, at vi kan tale med alle, så retshjælpen handler også om at give lidt tilbage til det samfund, som vi er en del af. Nogle kan vi hjælpe langt på 10 minutters snak, og de kan få afklaret nogle usikkerheder, mens andre naturligvis efterfølgende skal overveje, om de vil gå videre med deres sag og dermed hyre en advokat," siger Line Lindgaard-Kjeldsen.

Udvidelse med udsigter

Kalø Advokaterne har et bredt katalog af juridiske kernekompetencer lige fra familieret over erhvervsret og handler.

Der er således travlhed på advokatkontoret. Coronaen lukkede blandt andet domstolene ned i foråret, og der er derfor en pukkel af sager, der skal arbejdes ned, mens året også har budt på en voldsom stigning i antallet af ejendomshandler og sommerhuskøb.

Vi ser helt klart Auning som et sted, hvor vi kan gøre en forskel og skabe en forretning.Karsten Fryland Nielsen, Kalø Advokaterne

Der er med andre ord masser at se til i den lille virksomhed, og Line Lindgaard-Kjeldsen og Karsten Fryland Nielsen afviser da heller ikke, at udvidelsen af aktiviteterne på længere sigt også kan føre en udvidelse af personalet med sig.

"Vi er jo optimister, men vi ved også, at tingene hurtigt kan vende. Til en start skiftes vi til at være i Auning om tirsdagen, men det kan jo godt være, vi får brug for at udvide åbningstiden, eller vi på sigt får brug for en advokatfuldmægtig eller en sekretær. Hvis vi skal blive ved med at kunne følge med i det tempo, som tingene kører i nu, så skal der i hvert fald ske noget på et tidspunkt," konstaterer de to advokater.

Kalø Advokaterne har åbnet deres nye kontor på Centervej 4, hvor Robæk Revision også holder til.

Publiceret 15 October 2020 07:00