Benjamin Bach og Daniel Bloch er nu på markedet med deres første kollektion af t-shirts i ægyptisk, økologisk bomuld - under navnet Royal Denmark.

Benjamin Bach og Daniel Bloch er nu på markedet med deres første kollektion af t-shirts i ægyptisk, økologisk bomuld - under navnet Royal Denmark. Foto: Søren Andersen

Royal Denmark - nyt tøjmærke fra to unge Grenaa-drenge

Daniel Bloch og Benjamin Bach står bag t-shirts i lækkert, økologisk bomuld

Af
Søren Andersen

GRENAA Folk, der gerne vil bekræftes i, at unge mennesker ikke gider lave noget, skal nok springe denne artikel over. For den handler om et iværksættergen ud over det sædvanlige og en lyst til hele tiden at skabe resultater.

Som det ses hos Daniel Bloch, en 19-årig Grenaadreng med en stor fodboldinteresse - og lige nu selvstændig med to forskellige virksomheder på Århusvej i Grenaa. Her holder hans video- og markedsføringsfirma Young Work Productions til - et firma, han etablerede som bare 15-årig - og i dag først og fremmest er kendt for at stå for kommunikation i tekst, lyd og billeder for landsdelens fodboldflagskib FC Djursland. Men som også har fire faste kunder, som han hjælper med at føre sig frem på sociale medier.

Og på samme adresse finder man også det nye selskab, som han har etableret sammen med barndomskammeraten Benjamin Bach - et tøjfirma med et navn, der vel næppe kan stile højere, Royal Denmark. Naturligvis med en kongekrone som logo på de t-shirts, der nu er sendt på markedet i den tilhørende webshop.

"Vi gik efter noget, som ville blive set og som alle kender. Og endte som med navnet Royal Danmark og kongekronen.

Er der ingen problemer med at bruge sådan et logo som en kongekrone?

"Ikke, hvis man vælger en åben kongekrone. Var det en lukket, så havde det været noget helt andet," siger Daniel.

Han fortæller da også, at det sværeste i processen indtil nu, ikke har været at designe tøjkollektionen og finde en producent til at levere i den ønskede kvalitet - men netop det at finde det rigtige navn.

I børnehave sammen

De to 19-årige iværksættere gik i sin tid i børnehave sammen og har taget uddannelse samme sted - Viden Djurs i Grenaa. Men siden børnehaven har de kun haft sporadisk kontakt med hinanden og nu er de så partnere i samme firma.

Royal Denmark har allieret sig med en dansk tøjproducent, som i Cairo i Ægypten fremstiller tøj i den helt fine kvalitet inden for økologisk bomuld. Det mærker man tydeligt, hvis man får de nye t-shirts mellem fingrene.

"Det skal være den bedste kvalitet. Som kan vaskes igen og igen uden at miste pasformen," siger Benjamin.

Bæredygtighed er vel et af de mest misbrugte ord i det danske sprog i disse år, men de to Grenaa-knægte mener, at det er dækkende for den nye tøjkollektion, som så lige har fået lidt eksklusivitet over sig med et broderet logo.

"De kan holde rigtig længe - og så er det vel i orden at sige bæredygtigt," mener de.

FC Djursland-spilleren Casper Bæksted er modellen, der skal sælge tøjkollektionen til danskerne. Og siden skandinaver og tyskere.

FC Djursland-spilleren Casper Bæksted er modellen, der skal sælge tøjkollektionen til danskerne. Og siden skandinaver og tyskere. Pressebillede

Tre farver

Foreløbig er der lanceret t-shirts med korte og lange ærmer i tre farver - sort, hvid og navyblå.

"Vi ser dem som et helårsprodukt, som alle kan bruge," mener de.

Målgruppen for tøjkollektionen er aldersgruppen 13-25 år, netop en alder, hvor bæredygtighed prioriteres.

Tøjet sælges udelukkende i netbutikken, som de selv bestyrer, og den første model, som blev valgt til at præsentere tøjet, er FC Djursland-spilleren Casper Bæksted.

Piger vil kun købe tøj på nettet, hvis det bæres af piger. Så derfor har Royal Denmark allieret sig med de to FC Djursland-piger Silje og Celina til at være modeller.

Piger vil kun købe tøj på nettet, hvis det bæres af piger. Så derfor har Royal Denmark allieret sig med de to FC Djursland-piger Silje og Celina til at være modeller. Pressebillede

"Tøjet henvender sig både til piger og drenge, men vi fandt hurtigt ud af, at piger ikke køber tøj, hvis der kun er en mand på billederne til at sælge varen, så nu har vi allieret sig med nogle piger, som også spiller i FC Djursland og udvidet på hjemmesiden med nye billeder," siger Daniel Bloch.

Corona drillede

De var klar til at lancere deres tøjkollektion, da corona i foråret for alvor begyndte at drille, men nu har de varer på hylderne og er klar til at levere.

I første omgang til hele Danmark, men planen er så siden at udvide til Skandinavien og Tyskland.

"Fragt er en stor omkostning i en netbutik, så vi er nødt til at være meget opmærksomme her," siger de to.

Og derfor har de da også lavet deres egen hyperlokale distribution, så man inden for en radius af ti kilometer fra Grenaa kan få leveret for kun ti kroner.

"Så kører vi selv rundt med tøjet. På cykel eller i bil."

Gerne udvide

De to iværksættere vil gerne supplere kollektionen med poloer, sweatshirts og skjorter - men nu skal de første varer lige ekspederes ud af butikken først.

Og Daniel vil fortsat prioritere højt at være herre i eget hus.

"Gennem det arbejde, som jeg indtil nu har lavet for andre, er jeg flere gange blevet tilbudt at blive ansat i en fuldtidsstilling, men det er blevet til et nej hver gang. Jeg vil selv bestemme," siger han.

I FC Djursland har han været aktiv med at løse kommunikationsopgaver i tre-fire år.

"Det har været fint for mig, fordi det gav mig erfaring og mere professionalisme," mener han.

Publiceret 18 September 2020 13:15