Gladiatorerne åbnede sæsonen med en sejr

Grenaa Gladiators Floorball Club har taget hul på ny sæson

Af
Søren Andersen

GRENAA Sidste sæson sluttede lidt for tidligt for Grenaa Gladiators, der på grund af corona måtte slutte uden at spille den sidste kamp. Nu er de i gang med endnu en sæson i 3. division, som forhåbentligt for dem slutter ligesom den sidste - nemlig på førstepladsen.

Klubben er havnet i en lidt større pulje i år, der tæller Hørning, Aarhus Floorball, Lystrup, Snejbjerg og Mørke/Randers.

"Vi glæder os til at komme i gang igen, især nu hvor vil ligesom skal ud at vise, at det ikke bare var tilfældigt vi vandt vores pulje sidste år. Vi ser især frem til kampene mod Mørke/Randers, det bliver de første rigtige lokale derbys for os, så der er altid lidt ekstra pres på. Snejbjerg var ligesom vi sidste år nye i 3. division, men har allerede vist gode takter i pokalturneringen ved at sende et 2. divisionshold ud, og spille lige op med et 1. divisionshold, så det kan helt sikkert også blive nogle spændende kampe. Aarhus kender vi fra sidste år, det blev til to tætte kampe. Lystrup er også nye, dem har vi spillet et par træningskampe imod, hvor de fra første kamp til sidste kamp vi spillede, virkelig har forbedret sig. Hørning kender vi ikke så godt, men har hørt rygter om de godt kan lide at spille med fysikken, så det skal nok også blive spændende. Vi har selv fået tilgang af nogle nye spillere, som nok lige skal spilles ind på holdet, men de har allerede vist at de både har fysikken og spilforståelsen i orden, så er ikke i tvivl om at de hurtigt falder til," siger træner Michael Bengtson.

Første hjemmekamp for Grenaa Gladiators bliver lørdag 10. oktober klokken 15 i Grenaa Idrætscenter.

Første kamp i sæsonen blev på udebane vundet med 4-0 over Aarhus.

"Vi var godt nok spændte inden kampen, om vi var kommet for meget ud af kampform. Vi havde prøvet at få nogle træningskampe mod nogle af de lokale hold, det kunne desværre ikke lade sig gøre, så vi havde ikke rigtig kunne få prøvet vores kæder af. Jeg synes vi spiller en rigtig god kamp, vi holder nullet det er første gang vi prøver det. Så vi kan godt være tilfredse med vores indsats," siger træner Michael Bengtson.

Publiceret 14 September 2020 12:34