Niels Lan Doky på scenen på Grenaa Gymnasium sammen med bassisten Jonas Dall og trommeslageren Niclas Bardeleben.

Niels Lan Doky på scenen på Grenaa Gymnasium sammen med bassisten Jonas Dall og trommeslageren Niclas Bardeleben. Foto: Søren Andersen

Jazz er som en samtale, hvor instrumenterne snakker sammen

Niels Lan Doky fortalte om jazz og improvisation på Grenaa Gymnasium

Af
Søren Andersen

GRENAA Musikeleverne på Grenaa Gymnasium fik fornemt besøg fredag formiddag, da den verdensberømte danske jazzmusiker Niels Lan Doky dukkede op til en fællestime sammen med de to meget talentfulde musikere, som er med i den trio, som han for tiden turnerer med i Danmark.

Aftenen forinden havde trioen givet koncert i Kulturhuset Pavillonen, men der var tid til at give gymnasieleverne et indblik i, hvad jazz er og kan tilbyde sit publikum.

Og også tid til en lille snak med avisen.

"Jazz har en stor fremtid for sig i Danmark. Vi har aldrig set så stor en talentmasse, som i dag, og der har aldrig været som mange spillesteder som nu. Det kan godt være, at der er traditionelle spillesteder, som har det hårdt, men helt ærligt - det har de altid haft. I dag er der kommunalt drevne spillesteder overalt," siger Niels Lan Doky, der selv har været kunstnerisk leder på Jazzhus Montmartre i København, som måske nu må dreje nøglen på grund af coronakrisen.

To talenter med

Med sig på turen har han to utroligt dygtige musikere - kontrabassisten Tobias Dall og trommeslageren Niclas Bardeleben, som har fået sin musikalske opdragelse i Tivoli Garden. Og på gymnasiet i Grenaa satte han sig ved Hornung og Møller-koncertflygelet og fortalte om hvordan han ser jazz som et sprog, som musikere taler sammen på scenen. Hvor instrumenterne bruges til at tale med hinanden og i modsætning til mange andre musikgenrer spiller improvisation en nøglerolle i jazz. 98 procent af tonerne ikke planlagt, men opstår i nuet og i øjeblikket. Eller som en samtale. Den ene siger noget, der får den anden til at reagere, og som igen bidrager med nyt til samtalen.

"Så vi ved aldrig, hvordan det går undervejs," forklarede Niels Lan Doky, som sammen med sine musikere spillede egne numre og en jazzificieret udgave af Billie Eilish-sangen "Everything I Ever Wanted". Den gav gymnasieungdommen langvarige klapsalver i fællestimen, der blev afviklet på engelsk af hensyn til IB-eleverne, gymnasiets internationale linje.

Hits som jazz

Hver uge kigger Niels Lan Doky på Spotifys liste over nye hits - og så bearbejder han dem, så de kan spilles som jazz - og udgiver dem på sin Youtube-kanal.

Niels Lan Doky fylder om få uger 57 år og har etableret sig markant i jazzeliten. Han har boet så forskellige steder som Boston, New York, Paris, Los Angeles og København. Men nu hedder hjembyen Helsingør, hvor han bor sammen med kæresten Gunvor Strunk - der selv er student fra Grenaa Gymnasium, og var med på besøget i Grenaa.

Niels er født i København - har en dansk mor og en vietnamesisk far med en baggrund som klassisk guitarist, og det var også Niels Lan Dokys første instrument, men siden gik det videre med trompet og pia, som så blev det foretrukne instrument.

I verdenseliten

Ligesom sin bror Chris Minh Doky har han etableret sig i den absolutte verdenselite inden for jazz, og han har gennem årene spillet sammen med stjerner som Niels-Henning Ørsted Pedersen, Gino Vannelli, Pat Metheny, Mike Brecker, Dave Sanborn, John McLaughlin, Toots Thielemans og Lisa Nilsson for blot at nævne nogle. Han har i eget navn udgivet tæt på et halv hundrede albums og medvirket på omtrent dobbelt så mange udgivelser.

Begge Doky-brødre har modtaget Ridderkorset af dronning Margrethe for deresin indsats for dansk jazz.

Allerede som 13-årig blev Niels Lan Doky professionel jazzpianist. Og han forklarede i Grenaa, at sådan har traditionen altid været i jazz - at helt unge får chancen for at spille sammen med etablerede navne, og efter at være færdig på gymnasiet tog Niels Lan Doky til Berklee College of Music i Boston. Efter studiet her etablerede han sig for alvor på jazzscenen i New York.

Publiceret 13 September 2020 17:58