Den amerikanske ambassadør Carla Sands sammen med administrerende direktør i Terma, Jes Munk Hansen.

Den amerikanske ambassadør Carla Sands sammen med administrerende direktør i Terma, Jes Munk Hansen. Pressebillede

USA-ambassadør besøgte Terma i Grenaa

Det går godt for den store Grenaa-virksomhed, som satte rekord i seneste regnskabsår

Af
Søren Andersen

GRENAA Der var fint besøg, store biler og et ekstraordinært højt sikkerhedsniveau, da den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, torsdag besøgte Terma i Grenaa for ved selvsyn at opleve fabrikkens involvering i F-35 programmet og andre amerikanske forsvarsprogrammer, som Terma er leverandør til.

"Vi er meget beæret over, at ambassadør Carla Sands vælger at lægge vejen forbi os i Grenaa. Vi har et langt og nært forhold til USA og den amerikanske ambassade i Danmark, som er vigtigt for vores fortsatte succes her i Grenaa. Vi havde et rigtigt godt besøg og fik bekræftet vores gode relationer fra mødet med ambassadøren," siger Jørgen Laursen, direktør i Terma i Grenaa, der modtog ambassadøren sammen med Termas administrerende direktør Jes Munk Hansen.

Forventer mere

"USA er et utroligt vigtigt marked for Terma på grund af store programmer så som F-35. Samtidig har vi sikret os adskillige store kontrakter med det amerikanske flyvevåben på selvbeskyttelse og avancerede pylons, og vi forventer yderligere tilgang af ordrer fra USA i indeværende år," siger Jørgen Laursen.

På det tre timers lange besøg fik ambassadør Carla Sands den fulde fortælling om Termas lange F-35 rejse, herunder de omfattende investeringer, det har krævet samt omfanget af kompetencer og kapabiliteter, som Termas medarbejdere har opbygget undervejs.

Skal markeres

"De F-35 fly, som Danmark har købt, er nu så langt i produktionen, at de er ved at lige rigtige flyvemaskiner, og derfor skal man jo finde ud af, hvordan man skal markere overleveringen til Danmark, og her kommer den amerikanske ambassadør naturligvis til at spille en rolle, så derfor er det vigtigt, at Carla Sands er godt klædt på og orienteret om den danske produktion af dele til flyet, og her spiller Terma en central rolle, men Carla Sands har i den forbindelse også besøgt andre danske virksomheder," siger Jørgen Laursen.

Carla Sands og hendes følge blev vist rundt på fabrikken i Grenaa af ledelse og nøglemedarbejdere i F-35 projektet.

Carla Sands og hendes følge blev vist rundt på fabrikken i Grenaa af ledelse og nøglemedarbejdere i F-35 projektet. Pressebillede

Tilgangen af amerikanske ordrer har en direkte effekt på Termas danske tilstedeværelse. Tilbage i maj kunne den 50-år gamle Grenaa-fabrik fejre ansat nummer 500, og fabrikken fortsætter løbende med at ansætte nye kollegaer.

Således er der lige nu 525 ansatte på Terma i Grenaa, og inden året er omme, skal det tal gerne være øget til 560-570.

"Vi trækker stadig flest nye medarbejdere fra lokalområdet på Djursland, men på det seneste har vi også ansat industriteknikere, som kommer fra B&O i Struer," siger Jørgen Laursen.

Ny kantine

Efter rundvisningen på fabrikken i Grenaa, kunne man fortsætte mødet i den nye kantine, som Terma for nyligt har taget i brug. Og Carla Sands kunne overrække Jørgen Laursen en såkaldt "medal of excellence" som bevis på det gode samarbejde.

Snart - senest 15. september - kan man tage endnu en nybygning i brug.

"Vi har udvidet vores fabriksfaciliteter med en ny bygning, som skal huse vores malerkabine. Den har en central rolle i fremstillingen af de 250 nye pylons, som vi skal levere til F-16 jagerflyet," siger Jørgen laursen.

Økonomisk har Terma i Grenaa aldrig tidligere klaret sig så godt som nu.

Det seneste regnskabsår gav et overskud på 32 millioner kroner - og målet i år er 53 millioner kroner, som man er godt på vej imod.

"Det gode resultat giver os langt bedre muligheder i dagligdagen, fordi man i Terma-koncernen ved, at man kan stole på os. Vi er lokalt blevet langt bedre til at samarbejde og har forbedret os via automatisering, effektivisering og en stor passion hos medarbejderne, som alle arbejder hårdt - uanset om de er funktionærer eller timelønnede.

Publiceret 12 August 2020 07:00