Borgmester Jan Petersen holdt tungen lige i munden, da han foretog det første spadestik til udvidelsen af Kattegatcentret. Direktør Helle Hegelund glæder sig til at tage et pingvinanlæg i verdensklasse i brug.

Borgmester Jan Petersen holdt tungen lige i munden, da han foretog det første spadestik til udvidelsen af Kattegatcentret. Direktør Helle Hegelund glæder sig til at tage et pingvinanlæg i verdensklasse i brug. Foto: Søren Andersen

Spaden kom i jorden - nu kan pingvinerne bare komme

Kattegatcentret har taget hus på politisk omstridt udvidelse.

Af
Søren Andersen

GRENAA Tilladelsen til at grave og støbe var i hus, så formalia blev overholdt, da borgmester Jan Petersen, (S), fredag eftermiddag foran en stribe inviterede gæster - en stor del af dem medlemmer af kommunalbestyrelsen i Norddjurs - tog det første spadestik til den udvidelse af Kattegatcentret, som i 2022 skal give turistattraktionen i Grenaa et pingvincenter i verdensklasse samt forbrede forhold for karantæneområdet og skoletjenesten.

Direktør Helle Hegelund kunne fortælle, at det er den samme spade, som blev brugt i 1992, da det første spadestik til Kattegatcentret blev taget. Og nu gælder det så en 1500 kvadratmeter stor udvidelse, som er finansieret af tilskud fra fonde, Grenaa Havn og Norddjurs Kommune.

Hun ser frem til at se det praktiske arbejde gå i gang efter mange år, hvor der kun er blevet sat streger på papir. Men nu får man et toetagers pingvinanlæg, der vil give pingvinerne et naturligt miljø at færdes i - med den rette lugt og larm.

I verdensklasse

Når Helle Hegelund ikke holder sig tilbage fra at sætte prædikatet verdensklasse på det kommende pingvinanlæg, så begrunder hun det med, at der kun findes seks lignende i verden - og kun et i Europa.

"Vores mål vil være, at pingvinerne yngler, for det er der brug for. De er en truet dyregruppe, for ud af de 18 pingvinarter, der findes, er de ti truet af udryddelse," sagde hun.

Spadestiksseancen indeholdt ikke mindre end to talere med navnet Peter Sand.

Den første har været direktør for Kattegatcentret og er nu bestyrelsesformand for driftsfonden - og han kaldte centret en perle på Norddjursland.

Høje bølger

"Bølgerne har gået højt for at få udvidelsen på pkads, men jeg vil kalde dagen i dag for en stor begivenhed for både Kattegatcentret, Grenaa og Norddjurs. Det er startskuddet på noget mere," sagde han.

Den næste Peter Sand er direktør i arkitekfirmaet Kjær & Richter - og det var ham, der kunne berette, at tilladelsen til at grave og støbe var modtaget, så Jan Petersen kunne roligt sætte spaden i jorden.

Forinden slog borgmesteren dog fast, at på dette sted bliver man bogstaveligt talt bidt af havet - lige på spidsen af Djursland.

"Politisk handlede det om, hvorvidt vi skulle afvikle eller udvikle. Vi valgte det sidste, så derfor solgte vi jord og investerer pengene i Kattegatcentret. Det er helt i orden med en grundig diskussion, men nu er beslutningen truffet - og den vil få stor betydning for os - ja for hele kommunen, for mange håndværkere vil komme på arbejde her, og det tæller for beskæftigelsen og giver os indtægter til at finansiere velfærden," sagde Jan Petersen.

Han ser frem til større turistomsætning på Djursland, når udvidelsen står færdig i 2022.

"Der har været bump på vejen, men det her er meget andet end et pingvinanlæg, selv om opmærksomheden naturligt er størst på dette. Og derfor vil jeg slutte af med at minde om, at i næste uge kommer Pingos kone på besøg. Pingo er jo vores kronprins og hans kone er kronprinsesse Mary, som kommer på besøg i Kattegatcentret for at sætte rokker ud i Kattegat," sagde Jan Petersen.

Publiceret 07 August 2020 15:34