Stig Hoffmeyer og Kirsten Lehfeldt danner par privat og i filmen, som er optaget i Emmelev.

Stig Hoffmeyer og Kirsten Lehfeldt danner par privat og i filmen, som er optaget i Emmelev. Foto: Ida Dolmer

Emmelev igen på kulturkortet

Kortfilm med masser af dyr og skuespillerparret Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer i hovedrollen indspillet i landsbyen

Af
Søren Andersen

EMMELEV Den lille landsby Emmelev var tidligere kendt for at huse nogle af de første kollektiver på Djursland - og orkestret Emmelev Showband samt sangerinden og musikeren Sharin Foo fra The Raveonettes var et par af sidegevinsterne ved dette. Men nu har Emmelev igen fået en placering på kunstens landkort, idet et lille ungt filmhold fra København har lavet optagelser til kortfilmen Hellige Høne i byen.

Filmen har skuespillerparret Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer i hovedrollerne og i en birolle som præst ses Anders Bircow - og selvfølgelig den hellige høne Julie, som i bund og grund er filmens hovedperson.

Det har dog ikke været helt nemt at få stablet filmen på benene, da den oprindelige høne, som var tiltænkt hovedrollen døde, en due fløj væk og corona gjorde, at hele produktionen måtte forsinkes og flyttes fra Bornholm, hvor den oprindeligt skulle have været indspillet.

Hjælp fra Djursland

Men hjælpen kom fra Djursland. Filmens producer Katrine Dolmer er født og opvokset i Voldby og har studeret film i Los Angeles - og hun sørgede for at sætte hjælpen i system, så optagelserne kunne komme i hus.

Filmens baggrund er denne: "Et gammelt kristent ægtepar bor langt ude i ingenting. Manden Gert kan ikke leve uden sin daglige dosis kød fra et selv-slagtet dyr. Guds veje er dog uransagelige, og Gert bliver lam efter et forsøg på at slagte endnu en høne. Det begynder langsomt at gå op for hans kone, Bodil, at det ikke er en helt normal høne, der er skyld i Gerts ulykke. Hun er overbevist om, at hønen er Guds talerør og har et budskab den gerne vil dele. Bodil forsøger at overbevise Gert om dette budskab, men det ender voldeligt, da Gert ved en fejltagelse kommer til at pløkke sin kone ned. Gud kommer dog endnu engang på banen og genopliver Bodil, hvilket får Gert til at adlyde Guds budskab om ikke at slå uskyldige dyr og koner ihjel."

Tredje kortfilm

Historien er skrevet og instrueret af Tanne Sommer - og det er hendes tredje kortfilm i en dyretrilogi - Hestetraileren og Kanin var de første.

Til Emmelev rejste et hold frivillige unge mellem 20-30 år for at hjælpe til. Filmen skulle oprindeligt have været optaget i april, men så fik vi besøg af corona. Filmen er produceret af Creative K.I.D. og co-produceret af Jumping Crocodile. der er givet støtte fra Filmværkstedet København, Ophavsretfonden og Danske Filminstruktører. Budgettet er på tæt ved 100.000 kroner. Og lokalt har Sostrup Slot, Efterskolen Helle og Ebeltoft Gårdbryggeri bidraget.

De mange dyr i filmen er leveret af Cirkus Fyr og Flamme fra Fyn, der ejes af Jens Salomonsen, som er ekspert i at træne dyr til at optræde.

Nu følger klippearbejdet, som foregår i København og ventes at vare til november. Der planlægges en lokal premiere samt en premiere i København, og derefter venter en festivaltur til forskellige danske og udenlandske kortfilmsfestivaller, herunder Copenhagen Short Film Festival og Odense International Film Festival, samt festivaller i blandt andet Los Angeles, Tysland og Sverige.

Publiceret 06 August 2020 13:17