Der skal bruges interaktive skærme i undervisningen på den nye friskole i Ørum.

Der skal bruges interaktive skærme i undervisningen på den nye friskole i Ørum. Pressebillede

Teknikken er klar på ny friskole

Min Friskole i Ørum satser på teknologi og dropper bøgerne

Af
Søren Andersen

ØRUM Der er ikke længe til, at der for første gang kan ringes ind til undervisning på Min Friskole i Ørum. I øjeblikket arbejdes på at få de sidste ting klargjort til første skoledag, som er tirsdag 11. august.

Den sidste finish bliver lavet, og lige nu er friskolen nu nået til opsætning af interaktive skærme, som er valgt ud fra deres muligheder for robotteknologi, faglighed, fantasiudfoldelse og bevægelse.

"Vi har gjort et stort forarbejde for at vælge de helt rigtige skærme til vores friskole, og vi var ikke i tvivl, da vi fik præsenteret en skærm, som indeholder så mange muligheder og lægger op til en masse kreativ læring og bevægelse, som kan gøre skoledagen og læringen sjovere og varieret både for eleverne og lærerteamet," siger Line Juul Christiansen fra skolens bestyrelse.

Min Friskole har valgt at få skærme i alle klasselokalerne og til børnehaveklassen har de valgt at købe en helt særlig model, som ud over at hænge på væggen, kan lægges ned som et bord mens den bruges, så flere børn kan være sammen omkring den.

Til skærmene hører der programmer til med gratis undervisningsportaler.

Undgår bøger

"Fra 4. klasse og op prioriterer vi generelt at bruge undervisningsportaler og kan undgå at bruge bøger og dermed benytte det sidste nye indenfor undervisningsmateriale. Herudover kan man følge med og arbejde videre hjemmefra, da man som elev har mulighed for, at åbne det, som man har arbejdet med i skolen og blandt andet kan se noterne fra dagens undervisning. På denne måde kan man som forældre også følge med i hvad børnene lærer. Selvfølgelig får lærerne et grundigt introduktionskursus med løbende opfølgning i brug af alle skærmenes muligheder. Det er et produkt som spiller med på alle fronter og hver gang vi tænder for skærmene og prøver ting af, bliver vi så begejstret, da det næsten kun er fantasien som sætter begrænsningen," siger skoleleder Kathrine Jun Larsen.

Friskolen kommer til at bruge klassesæt af iPads til indskolingseleverne og fra og med 4. klasse vil eleverne skulle medbringe bærbar computer.

Kan købe computer

"Vi tilbyder som friskole, at eleverne kan købe to forskellige bærbare computere af os, og ser det som en fordel, at det er ens/kendte maskiner i undervisningen, så det er hurtigere og lettere at hjælpe eleven. Eleverne kommer til at kunne dele det, de har fundet eller arbejder med på deres computer for hele klassen på skærmen, og læreren kan følge med i, hvad der sker på elevernes computere. Dette åbner op for mange muligheder og andre former for undervisning, hvor eleven bliver en mere aktiv deltager i undervisningen og teknologien hjælper med at understøtte nye læreprocesser og øge udbyttet af undervisningen," siger Kathrine Jun Larsen.

Min Friskole er ikke den eneste, der finder denne nye type af interaktive skærme spændende - flere skoler i Københavns Kommune har valgt dette mærke skærme, som minder om kæmpe iPads, som børnene kender til hjemmefra. Det er dermed en helt anden type skærm, end de velkendte smartboards.

"Vi glæder os til at se dem i funktion og virke i klasselokalet, og se eleverne lære på en anden kreativ måde. Vi forventer, at skærmene vil øge elevernes motivation for at lære, da børnene kommer til at ”lege” læring ind og lærer ud fra deres nysgerrighed og interesse. Det samme forventer vi også af lærerne, som får mulighed for at tilbyde en spændende og varieret dag for eleverne, men også for sig selv," siger Line Juul Christiansen.

I skrivende stund starter 125 børn fra 0.-8. klasse til august på Min Friskole og der er stadig få ledige pladser i de fleste klasser.

Publiceret 29 July 2020 00:00