Der tegnes og der skal klistres for, at projektet kan ende som en undervisningsfilm.

Der tegnes og der skal klistres for, at projektet kan ende som en undervisningsfilm. Foto: Søren Andersen

Jagten på den perfekte symmetri

Djursland Lilleskole med i huskunstnerprojekt, som er støttet af Statens Kunstfond

Af
Søren Andersen

HOMÅ I år markerer man i Danmark, at et af nationens klogeste hoveder, videnskabsmanden H.C. Ørsted for 200 år siden opdagede elektromagnetismen. Der er fokus på, hvad han nåede i sit 73-årige - og det var ikke så lidt.

H.C. Ørsted var den første til at opdage sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme, hvilket gjorde ham kendt langt ud over Danmarks grænser. Men dengang vidste han ikke, hvor stor betydning hans opdagelse ville få.

Han havde gennem hele sit liv masser af appetit på at lære nyt og fandt på over 2000 nye danske ord. For eksempel ildsjæl, faldskærm, sommerfugl, brint og billedkunst.

Og mandag og tirsdag er han også anledningen til, at en halv snes elever på Djursland Lilleskole i Homå bliver klogere på fænomenet symmetri. Altså det fænomen, at et objekt kan deles i to og være hinandens spejlbillede. Som for eksempel et bregneblad - men ikke et sneglehus.

På opdagelse i naturen

"H. C. Ørsted gik meget gerne på oplevelse i naturen - og gerne på jagt efter symmetriakser, og det har vi også gjort i dag mandag, hvor børnene samlede blade og andet symmetrisk - og det har de så tegnet på papir, som skal klippes ud, og motiverne vil vi lægge i en animationskasse, for de mange enkeltbilleder skal ende som en film, der senere skal kunne bruges til undervisningsbrug," siger Mariella Harpelunde Jensen, der er filminstruktør og programchef for Buster Film Festival.

Hun har fået en bevilling til projektet af Statens Kunstfond og er gået i samarbejde med illustrator Signe Kjær og Djursland Lilleskole om projektet med titlen "Ånden I Naturen".

10 elever er med

Det er skolens skov, som i det daglige danner ramme om forskellige undervisningsaktiviteter, der her i sommerferien bruges til projektet, som involverer ti elever fra skolens fritidsordning.

Projektbeskrivelsen fortæller, at man tager udgangspunkt i de 6-9 årige børns oplevelser i den vilde natur. Børnene skal i samarbejde med illustrator og kunstner Signe Kjær udvikle og tegne elementer til en billedkunstfortælling i form af en stopmotionfilm, som udgør projektets hovedværk. Projektet består af en række afsøgninger af naturen og forsøg på at aflure den dens hemmeligheder. Dette foregår i arbejde med tegning, skitser og farver, med værktøjer, som børnene afprøver i samarbejde med af Signe, samt konkrete praktiske undersøgelser i naturen.

"Og helt som H.C. Ørsted har vi også opfundet et ord i dag - og det er bækpølse. Et insekt, der ligner en pølse og er fundet i en bæk, så det kan da ikke hedde andet," fortæller Mariella.

Det er planen, at filmen skal vises på Buster Film Festival i dagene 21. september til 4. oktober. Festivalen er den største af sin art i Norden og gæstes årligt af 50.000, der ser filmene i København og andre danske byer.

Publiceret 20 July 2020 15:11