Lars Laursen har sagt farvel til lærergerningen og god dag til en tilværelse med egen garnbutik.

Lars Laursen har sagt farvel til lærergerningen og god dag til en tilværelse med egen garnbutik. Foto: Søren Andersen

Lars er sprunget ud af strikkeskabet

Fra lærerjob til indehaver af garnbutik i Grenaa

Af
Søren Andersen

GRENAA "Jeg følte, at nu har jeg vist lukket nok skoler".

Det er den korte forklaring, som Lars Laursen giver på, at han nu har kvittet lærerjobbet og i stedet satser på en tilværelse som selvstændig - som indehaver af den nyåbnede garnbutik "far_strikker" i Lillegade 17 i Grenaa.

Og ja - den er desværre god nok med det, der tegn i navnet. Underscore kaldes den - og ser sådan ud _ - og den er et levn fra skrivemaskinens tid, men har overlevet og findes stadig på en computer.

"Det er fra min gamle Instagramkonto, som hedder "far_strikker", men jeg har nok fortrudt lidt, at butikken også hedder sådan, for man kan kun finde mig på internettet, hvis man husker det lille tegn, og det viser sig, at det gør alle ikke. Men nu har jeg jo fået lavet skiltene og fået det skrevet på butiksfacaden," siger Laurs Laursen med et lille suk.

Fik nok af nedskæringer

Han er som sagt uddannet skolelærer, men fik nok af nedskæringer og fyringsrunder.

"Jeg var på Voldby Skole, da den lukkede, og jeg var på Mølleskolen, da den også lukkede - så da jeg efter at være blevet afskediget af Norddjurs Kommune, så jeg det som en chance for at prøve noget andet af - og det er så blevet garnforretningen. Jeg har strikket selv i mange år, men var i lang tid "skabsstrikker"," siger Lars Laursen.

Men nu foregår strikkeaktiviteten i fuld offentlighed i butikken, der er i stand til at forsyne de strikkeglade med både værktøjet i form af strikkepinde og materialet i form af garn i uld, silke, kashmir og meget andet. Og i masser af farver til at sætte kulør på tilværelsen.

Stigende interesse

"Der er en stigende interesse for at strikke. Især under coronanedlukningen fandt rigtig mange strikketøjet frem, og heldigvis er de unge også godt med. Forleden var der en 12-årig pige i butikken, som skulle finde garn til sin syvende strikketrøje. Det var jeg godt nok imponeret over," siger Lars Laursen.

Han har flere ideer om aktiviteter i garnbutikken. Gæsteforedrag og strikkecafé blandt andet.

"Jeg var sådan set allerede klar til at åbne butikken i marts, men så kom corona jo og satte en stopper for mange ting, så derfor valgte jeg at vente," siger Lars Laursen, der passer butikken uden hjælp fra ansatte, så der er nok at se til, når der er åbent fra mandag til lørdag - ja, faktisk også søndag her i juli måned for at lokke turisterne til handel i Grenaa.

Publiceret 11 July 2020 00:00