Debat: Åbent brev til Djurslands borgmestre

Af
Hans Gæmelke,

Formand for Djursland Landboforening

DEBAT Kære Jan Pedersen og Ole Bollesen.

I den seneste tid har der i medierne været en del omtale af direkte udledning af spildevand i Øresund i forbindelse med en undersøgelse af spildevandsledningers holdbarhed ved et kommende anlægsbyggeri.

I den debat er det kommet frem, at udledning af urenset spildevand er en periodevis realitet, dels for at kunne håndtere mængden af spildevand i forskellige situationer, men også ved behov for udledning ved overløb under kraftige nedbørsmængder.

Udledningen af urenset spildevand medfører udledning af nærings- og affaldsstoffer i vand- og havmiljø, som samlet set belaster vores vandmiljø.

I landbruget har vi i rigtig mange år arbejdet med at nedbringe landbrugets belastning af vandmiljøet fra vores husdyrproduktion. Landbruget har således måttet acceptere stramme krav med deraf følgende investeringer i opbevaringsanlæg og bestemmelser omkring udbringning og udnyttelsesgrader. Dertil kommer stadig stigende krav til anvendelse af gødning og valg af afgrøder.

Det er yderst beskæmmende, at jeg nu er blevet bekendt med, at det offentlige udleder urenset spildevand samtidig med landbrugets bestræbelser på at beskytte det selvsamme vandmiljø. Det er bekymrende, alvorligt og bestemt ikke erhvervsvenligt på nogen måde.

Jeg håber, at Nord- og Syddjurs Kommuner har styr på forholdene omkring spildevandsudledning. Jeg opfordrer samtidig de to kommuner til at dokumentere dette, og håber, at vi i det djurslandske vandmiljø ikke finder tilstande og vilkår som dem, der hersker i Øresund.

Publiceret 10 July 2020 12:39