Der blev til tider talt dunder fra naboerne op til gårdejere Aage Nicolajsen og Frederik Nicolajsen, som på borgermødet i Aalsrode Forsamlingshus fortalte om deres planer om at dyrke strøm i stedet for korn på markerne rndt om Aalsrode.

Der blev til tider talt dunder fra naboerne op til gårdejere Aage Nicolajsen og Frederik Nicolajsen, som på borgermødet i Aalsrode Forsamlingshus fortalte om deres planer om at dyrke strøm i stedet for korn på markerne rndt om Aalsrode.

Skal Nordens største solcellepark ligge i Aalsrode?

Det kan potentielt blive Nordens største solcelleanlæg, der vokser op af markerne omkring Aalsrode. Det giver spændinger i lokalsamfundet

Af
Simon Carlson

Aalsrode "Vi har besluttet at vi vil til at dyrke strøm i stedet for korn."

Så ganske kortfattet indrammede gårdejer Aage Nicolajsen sagens kerne på borgermødet i Aalsrode Forsamlingshus vedrørende det omfattende projekt, som er sat i værk ved den lille landsby.

Det var borgerforeningen i Aalsrode, der havde initiativ til mødet, og de havde inviteret Aage Nicolajsen og hans svigersøn Frederik Nicolajsen. Sammen ejer de Kejsergården, der ligger ved Aalsrode, og en stor del af de store åbne marker, der omgiver byen. Det er her, det går hen og bliver konfliktfyldt, for på Kejsergården har de ansøgt Norddjurs Kommune om tilladelse til at etablere et 240 hektar stort solcelleanlæg, som kommer til at ligge på markerne, der omkranser byen.

Taget på sengen

Norddjurs Kommune har på baggrund af ansøgningen lavet en landskabsvurdering af området. Heri reduceres det areal, der kan bygges på til 190 hektar på grund af blandt andet respektafstand til naboerne og kystnærhedszoner.

Fra Kejsergården blev der oprindeligt ansøgt om at etablere et solcelleanlæg på 240 hektar. Norddjurs Kommune har reduceret det mulige areal til 190 hektar. Illustration: Norddjurs Kommune

Fra Kejsergården blev der oprindeligt ansøgt om at etablere et solcelleanlæg på 240 hektar. Norddjurs Kommune har reduceret det mulige areal til 190 hektar. Illustration: Norddjurs Kommune

"Vi er blevet taget totalt på sengen i det her". Grete Carstensen, formand for Aalsrode Borgerforening

Det ændrer imidlertid ikke på, at naboerne er i oprør over udsigten til solceller i stedet for korn, forklarede borgerforeningens formand Grete Carstensen.

"Vi er blevet taget totalt på sengen i det her. Lige pludselig lå informationen på kommunens hjemmeside, uden vi overhovedet var blevet orienteret om det. Det er jo ikke, fordi vi ikke er tilhængere af solceller, men det her projekt er bare så massivt. Det kommer fuldstændig til at spolere den skønne natur, vi er omgivet af, og naturoplevelsen er jo en af de største grunde til, at vi bor her," konstaterede Grete Carstensen.

Dundertaler

Massivt er en ganske rammende beskrivelse af solcelleprojektet. Selv med reduceringen til 190 hektar vil solcelleanlægget ved Aalsrode blive Nordens største.

Den rekord er de ikke i interesseret i at besidde i Aalsrode, hvis de omkring 40 fremmødte til borgermødet udgør et repræsentativt billede af holdningen til projektet. Der blev til tider talt dunder til de to gårdejere, når naboerne udtrykte deres bekymring for både påvirkningen af landskabet og ejendomsværdien i området. Solcelleanlægget blev således kaldt en potentiel øjebæ for hele området, mens flere naboer også mente, at det var direkte uanstændigt at benytte et område med rigtig god landbrugsjord til at dyrke strøm.

Vedvarende energi er tidens ånd, og det er også i takt med kommuneplanen om at skabe flere områder med solceller.Aage Nicolajsen, gårdejer

Projektet flugter ellers ganske godt med kommuneplan 2017, som netop søger at øge andelen af vedvarende energi ved blandt andet at give mulighed for at øge produktionen gennem store solcelleanlæg.

Forholdt de mange kritikpunkter fra de fremmødte naboer, noterede Aage Nicolajsen og Frederik Nicolajsen da også netop dette argument sammenholdt med retten til at benytte deres jord til at dyrke det afgrøde, som giver bedst mening for dem.

"Vedvarende energi er tidens ånd, og det er også i takt med kommuneplanen om at skabe flere områder med solceller. Vi mener, at det her er det rigtige for os, og vi tror på, at vi får en bedre landbrugsdrift ud af det. Jeg har ingen illusion om, at vi skal blive enige. Vi kan heller ikke vurdere, om det er godt eller skidt for området," lød det fra Aage Nicolajsen og henviste til, at hele projektet kun er i sin indledende fase, og det endelige udseende af et solcelleanlæg er endnu ukendt.

Ingen information

Politisk er projektet senest blevet behandlet i kommunalbestyrelsen 26. maj. Her sagde politikerne ja til at igangsætte planlægningen og afgrænsningen af en lokalplan for området. Til september indledes den officielle offentlighedsfase, hvor kommunen også vil indkalde til borgermøde.

Derfor noterede Aage Nicolajsen og Frederik Nicolajsen sig også, at de var lidt forundrede over, at naboerne allerede nu havde stablet et borgermøde på benene.

"Det hele er gået meget stærkt, og vi er jo meget tidligt i processen. Men det er også ganske fint at holde et møde nu, så vi kan fortælle, hvordan projektet ser ud lige nu," konstaterede Frederik Nicolajsen.

For naboerne var det tilsyneladende ikke et øjeblik for tidligt. Borgerforeningsformand Grete Carstensen mente således, at informationen om projektet havde fået lov at flyve under radaren, mens opmærksomheden har været rettet mod corona-situationen.

"Vi er jo ikke blevet informeret undervejs, så vi er nødt til at være tidligt ude, hvis vi skal have en chance for at påvirke det her. Vi ønsker ikke et solcelleanlæg, der kommer til at omkranse hele Aalsrode, og jeg kan faktisk godt være i tvivl, om politikerne overhovedet ved, hvor stort et projekt, de siger ja til her," lød det fra Grete Carstensen.

Publiceret 01 July 2020 07:00