Midttrafik er et trafikselskab, og står i spidsen for den kollektive trafik i Midtjylland. Det er Midttrafik, der administrerer den kollektive trafik med finansiering fra Region Midtjylland og de 18 kommuner i regionen. Pressefoto

Midttrafik er et trafikselskab, og står i spidsen for den kollektive trafik i Midtjylland. Det er Midttrafik, der administrerer den kollektive trafik med finansiering fra Region Midtjylland og de 18 kommuner i regionen. Pressefoto

Ny trafikplan for busserne på Djursland

Den nye køreplan skal binde den kollektive trafik bedre sammen. Den træder i kraft 28. juni

KOLLEKTIV TRAFIK Når de nye køreplaner træder i kraft den 28. juni, bliver det med et nyt og forbedret rutenet på Djursland, som binder den kollektive trafik bedre sammen. Samtidig oprettes blandt andet bedre ruter til de studerende. Det skriver Midttrafik i en pressemeddelelse.

Mere sammenhæng

Med trafikplanen får Djursland et nyt hovednet, bestående af Letbanen og optimerede busruter, som forbinder de lokale trafikknudepunkter på Djursland og styrker forbindelsen mellem Djursland, Randers og Aarhus.

Hovednettet på Djursland får minimum timesdrift i dagtimerne, mens der også er betjening om aftenen og i weekender.

"Med Trafikplan Djursland sikrer vi et godt tilbud til uddannelsessøgende og pendlere samtidigt med, at vi får god og bæredygtig mobilitet i det østjyske område, hvor flextrafik, letbane og busruter spiller sammen, og hvor vi minimerer kørsel med tomme busser til fordel for en kollektiv trafik, der i så høj grad som muligt modsvarer borgernes konkrete behov. Det er glædeligt,” siger formand for regionsrådet, Anders Kühnau

I den nye trafikplan er lokalruterne tilpasset hovednettet, og kommer til at bringe kunderne ind til knudepunkterne og dermed hovednettet, hvor busserne kører i høj frekvens og direkte til blandt andet Aarhus og Randers. Knudepunkterne på Djursland ligger i Auning, Glesborg, Grenaa, Ebeltoft, Rønde, Ryomgård og Hornslet.

Falder i god jord

"Snart træder de nye køreplaner for busserne på Djursland i kraft, og det indebærer en række ændringer som styrker både mobilitet og bæredygtighed. Under udarbejdelsen har vi sammen med Midttrafik, Norddjurs Kommune og Regionen set på hvor brugerne i den kollektive trafik er, og hvilke ruter der benyttes. De ruter der benyttes mest, er blevet styrket med flere afgange. Og på de ruter der benyttes mindst, introducerer vi nu Flexbussen. Flexbussen adskiller sig fra de øvrige busser ved, at den kun kører, såfremt man bestiller bussen. Det giver os mulighed for at tilbyde flere afgange og samtidig spare klimaet og miljøet for den belastning, der er i dag, når store busser kører tomme rundt. Jeg glad for, at det er lykkedes at skabe en model, som både sikrer god betjening, fleksibilitet og øget bæredygtighed", udtaler borgmester for Syddjurs Kommune, Ole Bollesen.

Også i Norddjurs er de glade for den nye plan.

"Det nye hovednet, med direkte busser og Letbanen til og fra trafikale knudepunkter, vil forbedre den kollektive trafik og binde hele Djursland bedre sammen, så vores borgere får en enklere og hurtigere rejse til især job og uddannelse. Og med tilbuddet Plustur, som vi netop har indført i Norddjurs Kommune, hvor man kan blive kørt i taxa mellem sin adresse og kollektiv trafik for en fast lav pris på 22 kr., får de af kommunens borgere, som ikke har direkte adgang til hovednettet, mulighed for at blive koblet på for få penge", siger borgmester for Norddjurs Kommune, Jan Petersen.

Man kan se de nye køreplaner her.

Publiceret 13 June 2020 08:00