Corona har gjort det vanskeligt for både de ældre og de pårørende at bevare kontakten.

Corona har gjort det vanskeligt for både de ældre og de pårørende at bevare kontakten. Foto: Casper Dalhoff, Ritzau Scanpix

Debat: Dørkarme prioriteres højere end nærvær

Af
Bodil Lund, Odense

Pårørende og talerør.

DEBAT Min mor bor på plejecenter i Norddjurs Kommune. Hun er i høj grad afhængig af pleje og omsorg idet hun er kørestolsbruger og har svært ved at udtrykke sig verbalt.

12. maj blev et informationsbrev udsendt til pårørende, hvor det i afsnittet “De tilrettede regler” fremgår, at hvor det er muligt, opsættes plexi-glas afskærmning ved altandør. Det betyder, at nogle af borgerne får mulighed for at have besøg af pårørende under mere private forold og være fysisk tættere i kontakten. Jeg synes, det er et godt supplement til de nuværede besøgsforhold, hvor beboer og pårørende sidder uden for plejecenterets bygning, med to meters afstand, i blæst og kulde eller bagende sol.

28 dage senere, hvor de omtalte glas endnu ikke er opsat, er min tålmodighed ved at være opbrugt.

Jeg vælger telefonisk at kontakte lederen af pågældende plejecenter, for at få en dialog om hvordan jeg oplever dét at være pårørende til en beboer på et plejecenter. Mit formål er at formidle, hvordan det for mig, opleves ikke at have mulighed for at have føling med min mor, som jeg kunne inden coronakrisen, og om der, fra plejecenteret, kan være mulighed for mere fyldestgørende information om hvordan hverdagen generelt tager sig ud for beboerne.

I telefonsamtalen udtrykker jeg:

- at adskillelsen aktiverer forskellige former for følelser i mig, og selv om der er tillid til at personale varetager omsorgen og plejen kan det ikke sidestilles med eller gøre det ud for familiemæssige relationer.

- et ønske om at plejecenteret kan give mere information om, hvilke konkrete former for aktiviteter der tilbydes, og hvor ofte det sker. Dette kan være medvirkende til at berolige mig som pårørende. nu hvor jeg ikke har mulighed for at følge min mors hverdag på nært hold sammen med min familie. Jeg er jo godt klar over, at det er coronaen der er “skyld” i denne situation, men efter nogle måneder er det ikke muligt for mit system at adskille fornuft fra følelsen af ikke at udfylde min plads som datter/familie.

- behovet for den ekstra kommunikation, så vi i familien har mulighed for, i kontakten med min mor, at kunne spørge ind til konkrete aktiviteter og indhold i dagligdagen, idet hun ikke selv kan finde ord for hvilken form for aktiviteter der er afviklet.

Under telefonsamtalen gør jeg opmærksom på, at der under min tålmodige afventning på opsætning af plexi-glas ville have været dejligt med information til pårørende om hvor langt er man i processen. Hvis det i mellemtiden er blevet besluttet, at der alligevel ikke skal opsættes plexi-glas, ville det være godt at få denne information. Jeg får oplyst at glassene netop er ved at blive opsat, og informeret om hvordan de fungerer. Det er en dejlig og brugbar viden. Jeg får også oplyst, at efter udmeldingen 12. maj om opsætning af plexi-glas, så det ud til, at der snart ville komme andre retningslinjer, hvorfor man valgt at afvente disse, da det ville være ærgerligt at ødelægge dørkarmene.

Dette argument vælger jeg at “lægge til side” under samtalen, idet jeg tænker at denne beslutning er foretaget i et andet ledelseslag og ikke hos den enkelte leder, jeg taler med.

Da samtalen er afsluttet sidder jeg med en følelse af at have fået formidlet mine budskaber, at være blevet lyttet til og rummet, at blive forstået, og at der vil måske ske forandringer i kommunikantionen.

Men jeg sidder også med en forstemthed der gør mig trist. Trist over at opdage, at der i et eller andet ledelsesudvalg er truffet beslutning om, at det har højere værdi at bevare dørkarme intakte fremfor at give en gruppe ældre borgere mulighed for at være i en mere nærværrende og medmenneskelig kontakt med sine pårørende.

På min nethinde udspiller sig følgende fantasi scenarie: Jeg forestiller mig, at de beslutningsansvarlige (måske fra Voksen- og Plejeudvalget) personligt møder frem hos borgerne på kommunens plejecentre hvor de, i øjenhøjde, skal forklare Hr. og Fru. Jensen og min mor, at udvalget på deres vegne har vurderet og besluttet, at det har større værdi at borgerne har intakte dørkarme, end de kan få udvidet muligheden for en mere nærværende kontakt med deres pårørende.

Der er meget min mor ikke forstår og opfatter i sit nuværende, funktionsniveau, men hun vil helt sikkert forstå og opfatte dette som en uværdig behandling.

---

Avisen har bedt Lars Møller, formand for Voksen og Plejeudvalget, S, om at svare på debatindlægget:

"Når plejehjemsbeboere udgør en tredjedel af danske corona-dødsfald på landsplan, så er jeg meget tilfreds med, at vi ikke har fået virus ind på vores plejecentre i Norddjurs. Jeg har kun stor ros til den måde medarbejderne og ledelsen har håndteret situationen og det samtidig med, at medarbejderne jo selv har haft bekymringer for, ikke kun beboernes, men også deres egen tryghed. Det er faktisk godt gået, og det skal vi lige holde fast i her midt i genåbningsutålmodigheden.

Voksen og Plejeudvalget har fulgt nøje med i situationen og konsekvenserne af corona-foranstaltningerne på ældre og socialområdet og valgt at involvere sig i genåbningen. Hvilket jo egentlig er logisk, men jeg har på fornemmelsen, at man i flere andre kommuner har overladt det alene til forvaltningen.

Udvalget er derfor på de ordinære møder, og flere ekstraordinære, blevet orienteret om situationen og derefter truffet beslutning om sundhedsmæssigt forsvarlige lempelser af besøgsrestriktioner. Der er åbnet op for besøg udendørs. Først et antal gange om ugen - siden uden begrænsning. Der er sat penge af til indkøb af telte mv. for at gøre disse besøg mere behagelige. Men vi er godt klar over, at det ikke altid er optimalt og vi får da også en del tilbagemeldinger, fra både pårørende og medarbejdere, om de udfordringer der er. Indendørs er der skabt mulighed for besøg af pårørende i kritiske situationer. Derudover er der åbnet op for, at beboerne kan få besøg af behandlere (f.eks. læge, fysioterapeut, fodterapeut og frisører).

Erfaringen har vist, at der er stor forskel på, hvor mange besøg de enkelte beboere får. Nogle får rigtig mange/daglige besøg, andre får ingen. I gennemsnit ca. ét besøg pr. bolig/uge! Derfor åbnede vi op for, at beboere, som har få eller ingen besøg af pårørende, i stedet kan få besøg af besøgsvenner.

Senest har Voksen og Plejeudvalget truffet beslutning om at beboerne, hvis de forlader plejecenteret for f.eks. at gå en tur med deres pårørende, ikke længere afskærmes i en periode. Hvilket de ellers var blevet, for ikke af få en eventuel smitte ud i fællesområderne. Vi har nemlig hele tiden prioriteret den åbne adgang til fællesskabet i plejecenteret, hvilket beboerne har været glade for.

Voksen og Plejeudvalget tog denne beslutning, fordi vi vurderede at det er sundhedsmæssigt forsvarligt og ”gevinsten” i nærvær er betydelig.

Vi har, i alt dette, søgt en balance i mellem trygheden, for ikke at få virus ind på plejecentret, og så at beboerne kunne fastholde kontakten og nærværet med deres pårørende.

Coronaen har nu sat sit præg på livet på plejecentrene i tre måneder og vi er på vej ind i den fjerde måned med restriktioner, selvom de nu er lempede. Det har haft en stor pris for beboere og pårørende. Det er vi i Voksen og Plejeudvalget meget bevidste om.

Så vi prioriterer nærhed. Men vi prioriterer også, at der er tryghed i forhold til corona-virus."

Publiceret 12 June 2020 14:08