Ingolf Steffensen er en af initiativtagerne til kunstprojektet langs søen i Ramten og skal selv udstille med blandt andet dette værk, som han står foran af - med brochuren, som informerer om kunstien.

Ingolf Steffensen er en af initiativtagerne til kunstprojektet langs søen i Ramten og skal selv udstille med blandt andet dette værk, som han står foran af - med brochuren, som informerer om kunstien. Søren Andersen

Kunststien til Paradiset åbner på søndag

Oplev 37 lokale kunstværker på fem kilometer i fantastisk natur ved Ramten Sø og Dystrup Sø

Af
Søren Andersen

RAMTEN Corona har drillet og sat en stopper for mange ting dette forsømte forår. Også den planlagte kunststi til Paradiset - en sti ved Ramten Sø og Dystrup Sø.

"Nej, godt nok har corona givet os udfordringer, men nu er vi klar til at åbne stien. Godt nok ikke som oprindeligt planlagt med telt, musik og taler, men vi åbner søndag 14. juni klokken 14, og så kan man opleve kunst på stien lige til søndag 30. august," fortæller Ingolf Steffensen, der selv skal udstille på stien og er initiativtager til projektet sammen med Eigil Kjærgaard og Gunner Thode Nielsen - i et samarbejde med Nørre Djurs Kunstforening.

Kunststien har sit udgangspunkt ved stadion i Ramten, hvorefter man går på vestsiden af de to søer til man rammer fugletårnet i det område, som kaldes Paradiset. En tur på tog en halv kilometer hver vej, hvor man så denne sommer ud over en naturoplevelse i særklasse også kan opleve 37 kunstværker, som er stillet til rådighed til projektet af kunstnere fra Djursland.

På turen vil der være et par steder, hvor man kan sidde og slappe af, mens man nyder den smukke natur og de spændende værker - og man kan måske tænke tilbage på, hvordan der så ud, da Huldremosekvinden havde sin gang ved Ramten Sø - for Huldremosen ligger på østsiden af søen.

Fundet i 1879

Liget af Huldremosekvinden blev fundet af tørvearbejder Niels Hansen i 1879, da han var i færd med at grave tørv i Huldremosen.

Han fandt liget i en meters dybde og beskadigede under gravearbejdet hendes ene arm med skovlen.

Men heldigvis stoppede han arbejdet og der blev sendt bud efter distriktslægen og herredsfogeden. de bragte liget til en lade, hvor man desværre vaskede det og klæderne. Tøjet blev bragt til Nationalmuseet, mens liget blev begravet på Ørum Kirkegård - men gravet op nogle dage senere, da Nationalmuseet havde ombestemt sig og nu ønskede hele fundet til København.

På fem kilometer langs med søerne kan man opleve 37 lokale kunstværker denne sommer.

På fem kilometer langs med søerne kan man opleve 37 lokale kunstværker denne sommer. Pressebillede

Liget af Huldremosekvinden havde skiftetøj med i graven, og det er noget af det bedst bevarede fra tiden omkring 95 år efter Kristi fødsel - vævet af farvet garn.

Og historien har da også inspireret til et af værkerne - "Venus fra Huldremosen", som er et værk af Henrik Juhl Andersen og Ingolf Steffensen. Værket består af 12 styk tre meter lange træsteler, som skal placeres i en cirkelformation som i et solur. Og i centrum skabes værkets hovedfigur - som en hyldest til kvinden og naturen.

Alle 12 steler er groft udhugget, brændt og bemalet med silikatmaling - akkurat som kvindefiguren i centrum. Ved indvielsen er kvindefiguren dækket af tørt kvas, som der sættes ild til og den tilbagestående træskulptur vil så blive åbenbaret.

Publiceret 11 June 2020 08:51