På Gammel Estrup kan man rejse tilbage i tiden og holde sommerferie som skovarbejderfamilie i 1930. Der må ikke bruges moderne hjælpemidler, når man bor i Skovarbejderhuset ved Gammel Estrup. Al mad tilberedes for eksempel på støbejernskomfuret i det lille køkken. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Er udlandsrejsen aflyst?

Prøv livet som skovarbejder anno 1930

Mange danskere har måttet aflyse deres ferieplaner på grund af Corona-krisen.

Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum tilbyder derfor nu, at man kan bruge nogle feriedage på at rejse tilbage i tiden og leve som skovarbejderfamilie i 1930’erne.

I den gamle herregårdsskov Lunden ved herregården Gammel Estrup ligger et lille skovarbejderhus, hvor der for knap 100 år siden boede en familie på fem. Huset er indrettet med et lille køkken med brændekomfur, en stue og et soveværelse på første sal. Som skovarbejder skal man selv sørge for at hugge brænde, fyre op og lave mad.

I det lille skovarbejderhus kan man prøve kræfter med livet på landet for 100 år siden. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

I det lille skovarbejderhus kan man prøve kræfter med livet på landet for 100 år siden. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Museet sørger for råvarer, så man kan lave klassisk husmandskost med for eksempel kartofler, æg, flæsk og brød. Og om aftenen er lyskilden petroleumslamper, der skal bæres med udenfor på dasset, når man skal på toilettet. Meningen med at holde ferie i huset er, at man skal opleve historien på egen krop, skriver Gammel Estrup i en pressemeddelelse.

”Vi lader folk rejse tilbage i tiden, vi giver dem gammeldags tøj på og lader dem selv stå for alt arbejdet med den daglige husholdning i huset, hvor der hverken er strøm eller indlagt vand. Vi håber, at det giver gæsterne en forståelse af livet på landet før i tiden og den enorme forskel, der er til det liv, vi lever i dag”, siger Anders Sinding, der er museumsformidler ved Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Familier, som booker et ophold i huset, vil få udleveret tøj og måltidskasse ved ankomst, og man opfordres til at lade mobiltelefoner og anden elektronik blive i tasken. Skovarbejderhuset er åbent for publikum i dagtimerne, så beboerne i huset må også være klar til at tage imod turister og andre, som kommer forbi som en del af deres museumsbesøg.

Et ophold i huset varer tre dage og to nætter.

Der kan bookes ophold indtil oktober måned.

SC

Publiceret 03 June 2020 13:00