Direktør i Grenaa Hydraulik, Frederik Høgh Brandstrup, med Mærsk Innovator i baggrunden.

Direktør i Grenaa Hydraulik, Frederik Høgh Brandstrup, med Mærsk Innovator i baggrunden. Pressebillede

Firmaer håber på store ordrer fra olierig

Endnu en stor olierig er kommet til Grenaa, og Grenaa Hydraulik er et af de firmaer, som håber, at det kan give ekstra travlhed

Af
Anders Tilsted

GRENAA Da en af verdens største borerigge, Mærsk Innovator, for nylig kom til Grenaa Havn, har det nok øget humøret hos en del lokale firmaer.

For godt nok er der endnu ikke kommet noget frem om, hvilke vedligeholdelsesopgaver der skal laves på boreriggen. Men da Grenaa for et par år siden havde besøg af boreriggen Mærsk Inspirer, udtalte Grenaa Havn efterfølgende, at det havde skabt ordrer på 140 millioner kroner til lokale virksomheder fra Grenaa og resten af Djursland.

Grenaa Hydraulik var et af de firmaer, der havde travlt på Mærsk Inspirer. Derfor har Lokalavisen Norddjurs taget en snak med direktør i Grenaa Hydraulik, Frederik Høgh Brandstrup, for at høre lidt mere om, hvad der sker, når en stor borerig kommer til byen.

"Da Mærsk Inspirer var her, havde vi seks til otte mand på boreriggen i fem måneder, hvor vi reparerede hydraulikcylindere og skiftede hydraulikslanger. Det var en ordrer til flere millioner kroner, og vi er selvfølgelig klar, hvis Mærsk Innovator har brug for hjælp," siger han.

Olierigge giver arbejde

Mærsk Innovator vejer 27.000 tons, er 205 meter høj og har plads til 120 ansatte. Den har netop afsluttet en kontrakt i Nordsøen og er søsterrig til Mærsk Inspirer. Når en borerig kommer i havn og skal vente på, at den igen skal ud at bore olie, er det normalt, at man bruger tiden på renovering og vedligeholdelse.

Renoveringsopgaverne for de lokale firmaer vil dog formentlig ikke nærme sig omfanget fra Mærsk Inspirer. Dengang skulle boreriggens produktionsanlæg, hvor råolien forarbejdes, blandt andet renoveres. Men havnens nye gæst, Mærsk Innovator, borer udelukkende olie og har ikke et olieproduktionsanlæg, men har også plads til mandskabet på 120.

"Først og fremmest så skal Grenaa Havn have stor ros for deres indsats med at få borerigge til byen. Det er et kæmpe stykke arbejde, de har gjort, som skaber beskæftigelse," fortæller Frederik Høgh Brandstrup.

Tæt samarbejde

Han peger også på, at der i Grenaa er mange forskellige firmaer, der kan levere ydelser til offshore-branchen.

"Med Mærsk Inspirer viste vi, at vi er gode til at arbejde tæt sammen på tværs af firmaerne," siger Frederik Høgh Brandstrup.

Der er 18 medarbejdere ansat hos Grenaa Hydraulik. Udover værkstedet på Kalorievej i Grenaa, har virksomheden en afdeling i Aarhus, hvor de også har en butik med salg af hydraulik-dele. I øjeblikket er virksomheden blandt andet i gang med at lave hydraulik til to nye passager-landgange for Mols Linien i Aarhus.

"Vi har travlt for tiden, og hele situationen omkring Corona-virussen har ikke betydet et fald i antal ordrer for os. Der er stadigvæk mange maskiner, der skal klargøres og vedligeholdes," konstaterer Frederik Høgh Brandstrup.

Publiceret 28 May 2020 12:33