Klapsejleren snurrer på Dansk Motor- & Maskinsamling i Kristiansminde lige uden for Grenaa. Klapperne i træ er fremstillet af Frank

Klapsejleren snurrer på Dansk Motor- & Maskinsamling i Kristiansminde lige uden for Grenaa. Klapperne i træ er fremstillet af Frank "Bonderøven" Erichsen. Foto: Søren Andersen

Klapsejleren skal lokke folk til Kristiansminde

Nyt vartegn på 18 meter fortæller om en fantastisk periode i dansk landbrugshistorie

Af
Søren Andersen

KRISTIANSMINDE Et nyt vartegn på 18 meter er rejst ved Dansk Motor & Maskinsamling i Kristiansminde lige uden for Grenaa. Fra vejene i nærheden kan man se noget snurre - men hvad?

"Nej, det er ikke en vindmølle, men en vindmotor. Eller helt præcist en seksvinget klapsejler," siger Henrik Høyer Nielsen fra motorsamlingen, der nu atter er klar til at tage imod gæster efter coronakrisen.

"Vi har nu aldrig haft lukket ned, for det har vi ikke fået besked på at gøre, men det har heller ikke haft den store betydning, for her har ingen gæster været," siger Henrik Høyer Nielsen.

Jens Sørensen og Henrik Høyer Nielsen er klar til at lade klapsejleren trække den gamle kværn fra Horsens.

Jens Sørensen og Henrik Høyer Nielsen er klar til at lade klapsejleren trække den gamle kværn fra Horsens. Foto: Søren Andersen

Så for de frivillige i motorsamlingen - og dem er der som altid alt for få af - har der været god til at at rejse den 105 år gamle klapsejler og få den til at køre igen.

En rustbunke

Det var nærmest kun en rustbunke, der for et års tid siden blev hentet på Mors, men nu står det høje mølletårn der med de specialfremstillede grønne træklapper på vingerne. Den er bygget med amerikansk inspiration og huskes fra mangen en westernfilm, hvor den snurrer - dog typisk med en vindroset - når den ensomme cowboy rider ind i byen

Træklapperne er Frank Erichsens værk. Og hvordan de er blevet til, kunne man for nylig se i tv-udsendelsen på DR1 med Bonderøven. Han er ofte gæst i motorsamlingen, hvor han havde brug for hjælp med at få savet tømmer ud til en stokmølle, som han er ved at bygge på ejendommen i Revn. Det kunne man så hjælpe ham med i Kristiansminde - mod at han lavede de nye klapper. Der er 54 af dem, og hver klap er bygget af 14 stykker træ, så i alt er der 756 stykker træ i douglasfyrretræ.

Klapsejleren er produceret på Mors af den lokale vindmølleproducent D.M. Heide. Den blev oprindeligt sat op på Frøslevgård på Mors i 1915.

"Som så mange andre møller på den tid i dansk landbrug, blev den brugt som trækkraft til gårdens maskiner, men den har også produceret strøm," siger Jens Sørensen, der er en af de frivillige på motorsamlingen.

Forfaldt år efter år

Han fortæller, at klapsejleren blev pillet ned i 1970'erne, hvor en lokal samler havde en drøm at at bygge den op igen - men det blev ved drømmen, så den forfaldt mere og mere.

Så forrige vinter købte Dansk Motor & Maskinsamling stumperne og fik dem transporteret til Kristiansminde.

"Og så har vi arbejdet på den lige siden," siger Henrik Høyer Nielsen, der kan berette, at der er tre klapsejlere tilbage - ikke mange ud af de 700, der blev produceret af fabrikant Heide.

"Der står en mindre en på Hjerl Hede og så er der en, som vores på Mollerup Mølle på Mors," siger han.

Gårdmøllerne fik deres store tid efter 1862, hvor det blev tilladt for de danske gårde at male deres egen mel. I 1923 havde 16.600 gårde deres egen mølle - typisk til at drive maskiner som kværn, tærskeværk og hakkelsesmaskine.

Skal lave strøm

Henrik har det ikke godt med, at klapsejlerens snurren ikke gør nytte, så planen er selvfølgelig både at lade den trække for eksempel en kværn, men også producere strøm til et jævnstrømsværk, som der er plads til i huset ved klapsejlerens fod. Så kunne der for eksempel komme lys på tårnet.

"Men det er lige nu en fremtidsplan. Og vil vil kun køre med klapsejleren, når man kan sige, at der er brug for den," siger han.

Klapsejleren er selvfølgelig malet i de originale farver, og den skal nu være med til at gøre opmærksom på motorsamlingen, der er 100 procent privatejet og ikke modtager offentlig støtte. Til klapsejlerprojektet har man dog modtaget 351.000 kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond.

Samlingen har traditionelt 5000 gæster om året og har åbent alle dage fra klokken 10-17.

"Vi har altid brug for flere frivillige, men det er ikke let. Gennemsnitsalderen stiger med en om året, for der kommer ingen unge til. Vi er ikke en kaffeklub, for der bliver arbejdet hele tiden, og det skal man kunne acceptere," siger Henrik Høyer Nielsen, der startede motorsamlingen da han bare var12 år gammel.

Samlingen indeholder over 400 forbrændingsmotorer og giver et overblik over mekaniseringen i årene fra cirka 1890 til 1970 inden for landbrug og industri. Samlingen rummer udover talrige former for motorer også dampmaskiner, traktorer og meget mere af stor værdi for folk med interesse for mekaniseringens udvikling.

Publiceret 27 May 2020 00:00