Den canadiske skuespiller og nu også sanger og musiker, Kiefer Sutherland, gav en udsolgt koncert i Kulturhuset Pavillonen.

Den canadiske skuespiller og nu også sanger og musiker, Kiefer Sutherland, gav en udsolgt koncert i Kulturhuset Pavillonen. Foto: Grant Pollard, Ritzau Scanpix

Hele Djurslands spillested var ikke nok

Kulturhuset Pavillonen satsede på at vise sammenhold i ansøgningen om at blive regionalt spillested

Af
Søren Andersen

GRENAA En stribe samarbejdsaftaler med kulturaktører på hele Djursland og lidt borgmestersamarbejde på tværs af kommunegrænserne var en væsentlig brik i det puslespil, som bestyrelsen i Kulturhuset Pavillonen lagde for at blive udpeget som regionalt spillested - og dermed adgang til de støttemillioner, der følger med en sådan status.

Men den bed Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg For Musik ikke på - det blev igen-igen til et afslag.

Avisens aktindsigt i forløbet viser, at der i ansøgningen blev satset benhårdt på at dokumentere, at Kulturhuset Pavillonen ikke kun er et spillested for Grenaa og omegn. Det viser samarbejdskontrakter med Kom-Bi i Hornslet, Kulturhotellet i Rønde, Maltfabrikken i Ebeltoft, Stenvad Mosebrugscenter, Kattegatcentret i Grenaa, Apetit i Auning, Ung Norddjurs, Kulturskolen Norddjurs og Grenaa Gymnasium.

Desuden indeholder ansøgningen en støttetilkendegivelse fra Erhverv Grenaa - og altså også fra Syddjurs Kommune.

Kære Jan

Her viser papirerne, at det var borgmester Jan Petersen, (S), der skrev til sin kollega og partifælle i Syddjurs, Ole Bollesen, og bad om opbakning.

For brevet besvares med "Kære Jan" - og en tak for brevet.

"I Syddjurs Kommune ser vi positivt på Norddjurs Kommunes vision for musiklivet på Djursland og planerne om at lade Pavillonen søge om at opnå status af regionalt spillested," skriver Ole Bollesen, der også i brevet fortæller, at "vi er glade for, at det fælleskommunale projekt "Liv i Forsamlingshusene" nu er placeret i gode hænder hos Pavillonen."

At Syddjurs Kommune gav denne opbakning til planerne i Norddjurs, vakte vrede hos Fuglsøcentret og direktør Peter Brinks, der ikke kunne forstå baggrunden, når man i Syddjurs har Danmarks største uddyber af koncerter uden at modtage offentlige tilskud.

Af ansøgningen fra Kulturhuset Pavillonen fremgår, at man ville kunne udvide personalestaben med 2,5 årsværk, hvis man fik status som regionalt spillested. De ville kunne løse opgaven med at samarbejde med de ni lokale samarbejdspartnere på Djursland - blandt andet om at gennemføre koncerter hos seks af dem.

"Som situationen er nu på Djursland, vil hver tilskudskrone have forholdsvis større effekt end i de store byområder, da man på Djursland virkelig vil kunne mærke en forskel, hvorimod man i de store byer ikke i samme grad bemærker, om der kommer et musiktilbud mere", skriver man i ansøgningen i hvad der kun kan ses som et hint til den kendsgerning, at der i Aarhus er tre regionale spillesteder.

Publiceret 20 May 2020 14:00