De lokale håndværksmestre støtter op om den kommende friskole i Ørum - fra venstre Jens Jensen, Jan Birch, Carsten Jensen, Peder Nyborg Sørensen, Kim Klausen og Preben Nielsen.

De lokale håndværksmestre støtter op om den kommende friskole i Ørum - fra venstre Jens Jensen, Jan Birch, Carsten Jensen, Peder Nyborg Sørensen, Kim Klausen og Preben Nielsen. Pressebillede

Solid opbakning til ny friskole

Det lokale erhvervsliv står sammen om skolebyggeri i Ørum

Af
Søren Andersen

ØRUM I øjeblikket er der fuld aktivitet med opbygning af Min Friskole i Ørum. Lokale entreprenører og murerfirmaer har i de sidste uger klargjort grunden med vand, kloak og lavet sandpude til de nye pavilloner, som ankommer til Ørum i uge 24.

Ørum Entreprenør Forretning, Jan Birch Entreprenør og Landbrugsservice, Murer- og Tømrerfirma Nyborg Sørensen, Entreprenør BS-Kristiansen, Murerfirma Bent Klausen, Tømrerfirmaet Henrik Hedeager, Per Møller VVS og JJ Huse, har lagt mange frivillige timer og diverse maskiner til.

"Det har været helt fantastisk at se den store lokale opbakning til projektet, både fra de mange frivillige som knokler med at gøre området klar til skolen, men også den fantastiske opbakning fra erhvervslivet i og omkring Ørum. Uden dem var vi slet ikke kommet så langt som vi er nu og vi kan ikke takke dem nok for det kæmpe store arbejde de har udført for os. Hele tanken med en friskole bygger på fællesskab og sammenhold, og det er noget som er blevet meget tydeligt, som projektet er skredet frem. Det er vildt inspirerende at se vores lokale håndværksmestre stå skulder ved skulder sammen med en masse andre lokale ildsjæle og frivillige om dette projekt," siger Line Juul Christiansen fra Min Friskoles bestyrelse.

De lokale håndværkerfirmaer er enige om det vigtige i at bakke op, så man kan bevare et stærkt lokalsamfund med en hel skole - især for børnenes skyld.

"Det har betydet meget og har været helt fantastisk, at se den store opbakning lokalsamfundet har givet til Min Friskole, så det er helt naturligt at vi også bakker om den," siger en af håndværkerne, Kim Klausen.

Indtil videre er der tilmeldt 125 børn til skolestart august 2020 i Min Friskole. Michael Christiansen er blevet ansat som skoleleder og Sanne Daugaard er blevet ansat som skole sekretær.

Publiceret 19 May 2020 11:36