10-årige Gustav Vendelbo Hansen liner op til sit drop in i bowlen. Han er kommet tilbage på brættet med fuld fart, efter han tog lod skateboardet hvile i en periode efter et lidt voldsomt styrt.

10-årige Gustav Vendelbo Hansen liner op til sit drop in i bowlen. Han er kommet tilbage på brættet med fuld fart, efter han tog lod skateboardet hvile i en periode efter et lidt voldsomt styrt.

Succes med suset ned ad ramperne:

"Jeg føler mig bare sådan...fri"

Board and Fun i Allingåbro har haft en forrygende tid, siden skaterklubben sidste år indviede den store indedørs bowle, hvor skatere i alle aldre ruller sig ud

Af
Simon Carlson

Allingåbro Klokken er 16.55 og blæsten og støvregnen og tusmørket har efterhånden lagt Hovedgaden i Allingåbro øde. Uden for den røde bygning på matrikel nummer 26 er der dog liv. Her står seks-syv drenge i 10-års alderen tålmodigt og venter i vintervejret, indtil dørene bliver låst op ind til ramperne inde i bygningerne. De står med deres løbehjul og skateboards, og da døren går op, tager det ikke mange sekunder, før musikken dunker ud af højttalerne og drengene har fordelt sig rundt om rampen. Bowlen, som den hedder. Her får tålmodigheden endnu en gang lov at råde, mens de venter på, at hinanden hver især færdiggør sin tur, inden den næste dropper ind.

Drengene giver god plads til, at de hver især kan udfolde tricks og fart i bowlen hos Board and Fun.

Drengene giver god plads til, at de hver især kan udfolde tricks og fart i bowlen hos Board and Fun.

"Næh, det er ikke noget, de voksne har sagt, vi skal gøre. Vi synes bare, det er rarest, at man får plads til at lave sine tricks, uden man skal være bange for at ramme en anden," forklarer 10-årige Gustav Vendelbo Hansen.

10.000 skruer

Noget har de dog ramt i Board and Fun. Noget rigtigt. Foreningen har egentlig eksisteret i mange år, men i foråret sidste år kom der for alvor gang i hjulene igen, da "et par gamle skater-drenge" med god hjælp fra 10.000 skruer, masser af weekender og en håndbajer eller to fik sat bowlen sammen, så den nu faktisk udgør et ret unikt samlingspunkt i Allingåbro. Der findes således ikke ret mange indendørs bowls af denne slags i Danmark, og det har betydet ret stor opmærksomhed om skate-hallen. Det fortæller en af bowlens bygherrer og nuværende formand for Board and Fun Thorbjørn Laursen.

Formand i Board and Fun Thorbjørn Laursen og kammeraten Thor Christensen brugte to år, en masse weekender, en hel del håndbajere og ikke mindst 10.000 skruer på at sætte den store bowle sammen i skatehallen. I januar vandt Board and Fun prisen som Årets Forening og Årets Kulturpris i Norddjurs Kommune.

Formand i Board and Fun Thorbjørn Laursen og kammeraten Thor Christensen brugte to år, en masse weekender, en hel del håndbajere og ikke mindst 10.000 skruer på at sætte den store bowle sammen i skatehallen. I januar vandt Board and Fun prisen som Årets Forening og Årets Kulturpris i Norddjurs Kommune.

"Det nyttede jo ikke noget, at vi ikke havde noget at trille på, så vi gik i gang med at bygge bowlen. Det tog godt to år at blive færdig," konstaterer Thorbjørn Laursen grinende og fortsætter:

"Men nu er vi oppe på over 50 medlemmer, og det er faktisk ret vildt. Derudover kommer folk kørende hertil fra både Aarhus og Randers, fordi de ikke har ret mange lignende tilbud," fortæller formanden, som selv har skatet i 35 år.

Op igen. Op igen

Board and Fun er således også et tilbud til alle aldre. Og der er plads til alle. Det er en af årsagerne til, at Board and Fun kunne hive to priser med hjem fra årets Norddjurs Award. Årets Kulturpris og Årets Forening står der på de to priser.

I denne uge har skatehallen åbnet for Skate School, som over de kommende seks tirsdage giver helt nye nysgerrige muligheden for at lære kunsten at skate, og øvede skatere kan udvide sortimentet af tricks. Essensen af skating er nemlig den evige stræben efter at blive bedre og lære nyt, uddyber Gustav Laursen.

Han er søn af formanden og naturligvis lader naturligvis også selv hjulene rulle i Board and Fun.

"Skating handler om at komme op igen. Op igen. Op igen. Der er vist en, der har sagt, at skating i 90 procent af tiden er fald og fejl, men når man så til sidst får det der trick i posen, så er de sidste 10 procent af tiden det hele værd," forklarer han.

Skatere i alle aldre knytter bånd på ramperne i Allingåbro

Skatere i alle aldre knytter bånd på ramperne i Allingåbro

Det er nemlig tricks'ene, farten, læringen og grænseoverskridelsen, de er der for. Og venskaberne. Man kommer hele tiden til at snakke med nye mennesker, når man skater, bemærker drengene på kanten af skatehallens bowle.

Sammenholdet kommer til udtryk hver gang en af skaterne nede i bowlen lykkedes med et trick eller bare tvinger boardet eller løbehjulet en anelse højere op ad ramperne, end han tidligere har gjort, så anerkender de tilskuende skatere succesen med at klappe løbehjulet eller skateboardet ned i stålkanten, der omkranser bowlen. Grid'en, som den hedder. Og det er den følelse, der får drengene til at dyrke ramperne i Board & Fun flere gange om ugen. Den følelse sætter 11-årige Kristian Andreas Hovgaard ord på.

"Jeg føler mig bare sådan..."

Han tøver et øjeblik og kigger ned i bowlen, som for at genleve suset, når han dropper ind, og farten når hjørnerne rundes.

"Fri," konstaterer Kristian Andreas Hovgaard.

Publiceret 26 February 2020 12:33