Torben Johansen, der er på vej i formandssstolen, præsenterede det nye navn og slogan på generalforsamlingen.

Torben Johansen, der er på vej i formandssstolen, præsenterede det nye navn og slogan på generalforsamlingen. Foto: Søren Andersen

Navneskifte på vej i Grenaas handel

Kræver dog først en godkendelse på ekstraordinær generalforsamling

Af
Søren Andersen

GRENAA Engang hed den Grenaa Handelsstandsforening. Siden Handelscenter Grenaa - og senest ShopiCity, og nu skal foreningen, der samler butiksejerne i Grenaa igen have nyt navn - Handel Grenaa. Det skal dog lige konfirmeres på en ekstraordinær generalforsamling, men på den ordinære mandag aften på Kystvejens Hotel var der ingen indvendinger mod navneskiftet - men der var ikke mødt et tilstrækkeligt antal medlemmer til at stemme den igennem i ét hug.

Torben Johansen, der ligner en ny formand, når den nyvalgte bestyrelse konstituerer sig og finder en afløser for Carsten Thygesen, som sagde farvel efter seks år på posten, begrundede navneændringen.

"Dels er der ikke længere en sammenslutning af ShopiCity-foreninger, som vi har deltaget i, og dels vil vi sammen med sloganet "Sammen skaber vi liv" signalere, at vi ikke kun er for butikkerne i Grenaa City, men for hele byen," sagde han.

I sin sidste formandsberetning gennemgik Carsten Thygesen årets aktiviteter i foreningen, der tæller 92 medlemmer.

Tidligt lys på juletræet

Han hæftede sig ved succesen med at fremrykke tændingen af lysene på det store juletræ på Torvet.

"Men det er selvfølgelig også ekstra fedt, når gadelysene i byen ikke er tændt," uddybede han med et humoristisk glimt i øjet. Og slog i samme ombæring fast, at godt nok har man ikke i Grenaa en stjernehimmel som i Aarhus, men trods alt en hyggelig juleby.

Han fortalte, at der i år bliver Open By Night tre gange - hovedarrangementet er fredag 29. maj med et westerntema, der vil byde på både linedance og kæphesteridning, og desuden afvikles der lange åbningsaftener i forbindelse med Kattegat Cup og halloween.

Regnskabet blev gennemgået af Martin Nielsen, der kunne berette om et overskud på 3775 kroner - mod 20.781 kroner året før. desuden var der et plus på 9364 kroner på julebelysningsregnskabet.

I stedet for Carsten Thygesen valgtes Jesper Mortensen til bestyrelsen. Berit Christensen var ikke på valg, men ville gerne have en pause efter 12 år i bestyrelsen - og i stedet blev valgt Martin Nielsen. Der var genvalg af Elin Andersen, Henrik Sørensen og Torben Johansen.

Publiceret 26 February 2020 11:30