4H er en ungdomsorganisation med rødder i landbruget - og er nu på jagt efter frivillige til at etablere en madskole i Grenaa.

4H er en ungdomsorganisation med rødder i landbruget - og er nu på jagt efter frivillige til at etablere en madskole i Grenaa. Foto: Carsten Andersen

4H vil etablere madskole i Grenaa

Organisationen er på jagt efter frivillige i Grenaa

Af
Søren Andersen

GRENAA 4H - det står for Hånd, Hoved, Hjerte og Helbred - og er en ungdomsorganisation med rødder i landbruget. En af aktiviteterne er en madskole, og 25.000 børn har været på madskole siden aktiviteten startede i 2004. Organisationen bag den populære aktivitet er netop nu på udkig efter nye frivillige i Grenaa, så endnu flere børn kan komme med i madskolekøkkenet.

Engagerede frivillige, en håndfuld lækre madretter og en sjat lærerige aktiviteter – det er opskriften på madskoler, som siden 2004 er blevet arrangeret af ungdomsorganisationen 4H i et ikke kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000.

Her sendes børn i alderen 8-12 år i madskolekøkkenet i ferien, hvor de får sjove og lærerige oplevelser med mad. Nu håber organisationen bag, at børn i Grenaa også kan få glæde af madskoler. Men én vigtig ingrediens mangler – frivillige madskoleinstruktører.

"Vi har længe ønsket at etablere madskole i Grenaa, og nu håber vi, at flere melder sig som frivillig madskoleinstruktør den kommende sæson, da det er afgørende for, at børnene kan få gavn af vores fantastiske tilbud," siger Henrik Dalum, formand for 4H.

Materiale til rådighed

Han pointerer, at organisationen og dens konsulenter står til rådighed med et gennemtestet instruktørmateriale, hjælp til at løse praktiske opgaver såsom at finde skolekøkken, deltagere osv. – men at det ellers er de frivillige selv, som former forløbet, står for den praktiske afholdelse og giver børnene en god oplevelse.

Det er dog ikke kun børnene, der får noget værdifuldt ud af en uge på madskole - det gør de frivillige instruktører også. Hele 96 procent af sidste års frivillige instruktører fortæller i evalueringen, at de har fået en fantastisk oplevelse. Ligeledes fortæller hver tredje forældre at deres barns madskole har haft betydning for hele familiens bevidsthed omkring emner som sundhed og madspild.

"Det giver blod på tanden til at arbejde for mange flere madskoler i fremtiden, så endnu flere børn kan komme med. Men vi kan kun lave de madskoler, der er frivillige til, så jeg kan kun opfordre til, at man tilmelder sig, hvis man går med en underviser i maven," siger Henrik Dalum.

Madskoler varer en uge og foregår i dagtimerne. Langt de fleste madskoler afholdes i sommerferien, og der afvikles enkelte madskoler i efterårsferien. Hvert hold består af cirka 20 børn og kræver fire-fem voksne instruktører. Hvis man ønsker at være instruktør, kan man læse mere og tilmelde sig på madskoler.dk.

Publiceret 12 February 2020 00:00