Der blev gået til den, da Grenaa Gladiators arrangerede sit første firmastævne i Grenaa Idrætscenter.

Der blev gået til den, da Grenaa Gladiators arrangerede sit første firmastævne i Grenaa Idrætscenter. Foto: Camilla Andersen

Udsolgt til første firmastævne i floorball

Grenaa Gladiator kom godt fra land i Grenaa Idrætscenter

Af
Søren Andersen

GRENAA For første gang i Grenaa kunne man komme til en tremands floorball firmaturnering, og der var stor interesse. Turneringen, som den nye klub Grenaa Gladiator arrangerede, havde plads til 15 hold, og de var alle booket. Med 10 Herre/mix hold og fem damehold, var der lagt op til en masse fart og tempo, og ikke mindst en masse sjov.

I Herre/mix puljerne var der fem hold i hver pulje, man spillede alle mod alle, hvor de fire bedste hold gik videre til kvartfinalerne.

De to puljevindere blev Stenalt og Nybolig, som skulle møde de to hold fra Tømrerfirmaet Lindgaard Nielsen. I den første kamp mellem Stenalt og Tømrerfirmaet Lindgaard Nielsen 1 blev det til sikker sejr til Stenalt på 5-1. I den anden kamp mellem Nybolig og Tømrerfirmaet Lindgaard Nielsen 2 var det tømrerfirmaet, der viste sig at være stærkere end puljevinderne fra Nybolig, og kunne derfor booke en billet til semifinalerne.

I de sidste to kvartfinaler, var det Grenaa Fysioterapi og Terma 2, der skulle mødes, og Stark mod Henningstaun.dk. Grenaa Fysioterapi vandt en meget sikker sejr på 5-0 over Terma 2. Henningstaun.dk vandt 2-0 mod et godt kæmpende Starkhold.

Spændende semifinaler

I semifinalerne var det så Grenaa Fysioterapi mod Tømrerfirmaet Lindgaard Nielsen 2, og efter en meget intens og spændende kamp kunne Grenaa Fysioterapi hive en 3-1 sejr hjem. Den anden semifinale blev til ligeledes en utrolig spændende kamp, men Stenalt vist høj moral og hev en smal 2-1 sejr.

De to finale hold blev således Stenalt og Grenaa Fysioterapi. I en kamp, hvor Stenalt startede med at komme på 1- 0 efter kort tid. Derfra bølgede kampen frem og tilbage og med to minutter tilbage kom Stenalt på 2-0, så kunne man tro, at Grenaa Fysioterapi måske ville få lidt svært ved at komme tilbage i kampen, men det tændte tilsyneladende en gnist i spillerne og de kom stærkt tilbage, og kunne med et halvt minut tilbage reducere til 2-1. Efter det blev den en hæsblæsende afslutning, men Stenalt holdt hovedet koldt og fastholdt føringen til slutfløjtet.

Slutspil hos damerne

I damepuljen spillede man et såkaldt slutspil. Puljevinderne blev Lægefællesskabet og skulle således møde Fuglsanggården 3 i den første semifinale, og i den anden semifinale skulle puljens nr.2 Øjenlægen Peter Thorval møde Fuglsanggården 2.

I begge semifinaler blev der kæmpet bravt af alle holdene, men det endte alligevel med to sikre sejre til Lægefællesskabet og Øjenlægen Peter Thorval.

Finalen blev således mellem Lægefælleskabet og Øjenlægen Peter Thorval. Her var det holdet fra Øjenlægen Peter Thorval, der startede med at lægge et hårdt pres på Lægefællesskabet. Holdet havde tabt 3-0 i deres første opgør og man kunne tydeligt se, at de gerne ville revanchere det resultat, men Lægefællesskabet stod stærkt i forsvaret. Godt midt inde i kampen, og på et flot opspil kom Lægefællesskabet på 1-0. Derefter blev kampen mere jævnbyrdig, men Øjenlægen kunne bare ikke få bolden i målet, og måtte derfor se sig slået til sidst.

Taget godt imod

"Det er ikke mindre end fantastisk, den måde stævnet er blevet taget imod. De deltagere, som jeg har snakket med, har kun haft noget positivt at sige, og er sikre på, de kommer igen næste år. Sidste år prøvede vi med et kom og prøv arrangement, hvor der kom 15 spillere. Så vi havde en forventning om at der nok kom omkring 8-10 hold med fire spillere på hvert hold, men at der så kommer 15 hold og vi får samlet 65 spillere til sådan et stævne som det her, er fuldstændigt sindssygt, hvilket også resulterede i, at vi måtte ud og låne stave i vores nabo klub Mørke Dark Devils, en stor tak til dem," siger Michael Bengtson, formand for Grenaa Gladiators.

" Da vi startede med vores nye logo og brand for fem måneder siden, var der næsten ingen der vidste, man kunne spille floorball i Grenaa. Det har da så sandeligt vendt sig. Klubben har fået 10 nye ungdomsspillere og der kommer stadig flere til, der gerne vil prøve floorball. Og bedømt på henvendelse fra stævnet, kan det også være, der kommer nogle nye damespillere, hvilket kunne være super da vi p.t. kun har få. Det her stævne bliver helt sikkert ikke det sidste, vi afholder. Vi begynder allerede at se frem mod sidste fredag i januar 2021," siger Michael Bengtson.

Publiceret 08 February 2020 16:20