Pigerne har fyldt godt op på halvgulvet i Grenaa Idrætscenter til den årlige Skoleturnering for piger.

Pigerne har fyldt godt op på halvgulvet i Grenaa Idrætscenter til den årlige Skoleturnering for piger. Pressebillede

Fodbold for skolepiger for 21. gang

Skoleturnering i Grenaa Idrætscenter lørdag 21. marts

Af
Søren Andersen

GRENAA Også i år skal der spilles skolefodbold for piger i Grenaa Idrætscenter.

I år er det 21. gang, der inviteres til Skoleturnering for piger. Det er lørdag 21. marts i Grenaa Idrætscenters to haller. Første gang var i år 2000, og der har været afholdt stævne hvert år lige siden.

Stævnets formål er som i alle årene at give pigerne fra 0. til 9. klasse en sjov dag og kendskab til, hvilke oplevelser fodboldspillet giver, samt gøre en indsats for at have pige/kvindefodbold på Djursland. Pigerne fra samme klasse skal danne et eller flere hold og spille mod andre fra samme årgang. Det er for alle piger, ikke kun dem der spiller fodbold i forvejen. Det bliver en sjov og hyggelig dag sammen med klassekammerater, venner, forældre og bedsteforældre.

Stævnet er gratis at deltage i. Der er præmier til alle piger fra 0. – 3. klasse. Fra 4. til 9. klasse er der præmier til alle piger, hvor holdet slutter på 1., 2, eller 3. pladsen. Der er diplomer til alle spillere, og der tages holdbillede af alle hold. Der er præmie til det bedste heppekor fra samme klasse. Det vil sige, at drengene fra klassen på den måde også kan deltage.

Alle invitationer er i uge 4 sendt ud på disse skoler: Børneby Søren Kanne Vestre, - Søndre, - Østre, - Toubro, Norddjurs Friskole, Rosmus Skole, Gjerrild-Bønnerup Friskole, Ørum Skole, Glesborg Skole, Kolind Skole, Marienhoffskolen, Ryomgård Realskole og Nimtofte Friskole. Tilmelding er senest fredag i uge 6 - 7. februar - lige før børnene går på vinterferie.

Arrangørerne glæder sig til igen i år, at hallerne fyldes op af glade mennesker.

Publiceret 06 February 2020 00:00