Bandet med det særprægede navn Hoppepude kan opleves på Beta House.

Bandet med det særprægede navn Hoppepude kan opleves på Beta House. Pressebillede

Metal fra tre bands på Beta House

Afterparty for festival i Gjerrild

Af
Søren Andersen

GRENAA Tornvang Open Air er en heavy metal festival, som så dagens lys for et par år siden i Gjerrild. Sidste sommer samlede festivalen 250 gæster, som lyttede 23 bands i løbet af en weekend sidst i august.

Efter sidste års Tornvang Open Air har foreningen bag festivalen valgt at holde et lille afterparty for at fejre succesen. Det sker lørdag 18. januar på Beta House i Grenå, hvor tre danske metalbands vil sørge for at levere de musikalske håndmadder.

Dødsmetalbandet med det lidt særprægede navn Hoppepude kommer fra Randers og blev for nylig gendannet efter at have lagt i dvale siden 1990’erne. De spillede en håndfuld koncerter sidste år, hvor man heldigvis kunne konkludere, at de stadig har masser af saft og kraft i sig. Det er tungt, hurtigt og smadret og vil uden tvivl bringe sved på panden hos publikum.

Royal Deceit fra de midtjyske breddegrader spillede på Tornvang Open Air i 2018, til stor glæde og anerkendelse hos alle, der oplevede dem. Nu vender de fem unge gutter tilbage til Djursland for at spille endnu et energisk show, og for at vise hvor vildt deres aggressive metalcore kan leveres.

De har på det seneste arbejdet hårdt på at gøre deres nye udgivelse klar, og Beta House’s besøgende får garanteret et indblik i, hvad bandet har knoklet med i studiet. Forvent hvad som helst.

Hellmaze er et forholdsvis nyt band, men med erfarne kræfter i geledderne. De spiller melodisk thrashmetal med sans for det iørefaldende og medrivende. De har just udgivet deres nye EP, og er i øjeblikket i fuld gang med at spille rundt omkring i landet for at vise flaget. Nu er turen så kommet til Grenaa, hvor de vil fyre op under publikum og sørge for, at nakkerne får noget at leve af.

Der vil være gratis entré denne aften og dørene åbner klokken 18.

Publiceret 15 January 2020 00:00