Vinderen af motionsrækken i 60+ Per Stefanek til højre og vinderen af B-finalen i 70+ Torben Bach Sørensen til venstre. Begge fra BTK Grenaa.

Vinderen af motionsrækken i 60+ Per Stefanek til højre og vinderen af B-finalen i 70+ Torben Bach Sørensen til venstre. Begge fra BTK Grenaa. Pressebillede

48 spillede bordtennis i Grenaa

Forrygende medlemsfremgang i BTK Grenaa

Af
Søren Andersen

GRENAA Med DGI som arrangør og med assistance fra BTK Grenaa er der afviklet bordtennisstævne i Grenaa Idrætscenter. Der var 48 deltagere fordelt på klubberne BTK Grenaa, Purhus, Randers, Auning, Høst, Ry, Sisu/MBK, Galten og Auning. Flest deltagere var der fra BTK Grenaa, der stillede med hele 21 mand.

Turneringen blev afviklet i fem rækker: Senior A og B, 50+, 60+, 70+ og 60+ motion.

Hjemmeholdet tog godt for sig af retterne idet Nichlas Bruun vandt senior B, Per Stefanek var vinder af motionsrækken og Torben Bach Sørensen vandt B-finalen i 70+.

Andre fine resultater af de lokale blev leveret af Steen Andersen, der blev toer i motionsrækken, Per Jørgensen toer i B-finalen 70+ og Poul Elsborg toer i B-finalen i 60+.

Efter de mange kampe var afviklet samledes deltagerne til præmieoverrækkelse og hyggelig fællesspisning.

Mange af de lokale deltagere går en spændende tid i møde - idet holdturneringens anden halvdel nu starter op og kører frem til udgangen af marts. Klubben deltager her med tre serie 5 hold og har yderligere et hold med i serie 4 og et i serie 2. Disse fem hold står rigtig godt rustet, idet medlemstilgangen har været kæmpestor hen over efteråret og klubben råder nu over 40-45 spillere i senior/60+ afdelingen mod cirka 20 ved sæsonstart i august.

Af andet interessant nyt fra BTK Grenaa kan det oplyses at man nu har søsat et nyt projekt: "Motionsbordtennis for damer". Dette tiltag kører tirsdag aftener i Idrætscenterets multisal og ved opstarten kunne man med tilfredshed konstatere at hele syv forventningsfulde damemotionister var mødt. Yderligere om dette tiltag kan læses på BTK Grenaas hjemmeside.

Publiceret 13 January 2020 11:49