"Ud og stjæle heste" er første film i forårsprogrammet i Grenaa Filmklub. Pressebillede

Filmklubben tager hul på forårsprogrammet

Otte film på plakaten - og det kan blive til en ekstra også

Af
Søren Andersen

GRENAA Grenaa Filmklub tager mandag 6. januar klokken 18.40 i Kino i Grenaa hul på forårsprogrammet for 2020.

Det sker med den norske film "Ud Og Stjæle Heste", der er instrueret af Hans Petter Moland. I Norge i vinteren 1999 ser den aldrende Trond frem til at gå det nye årtusinde i møde alene i sin hytte. En dag møder han sin nabo, der viser sig at være en gammel bekendt. De mødtes, da Tronds far for 50 år siden var ved at forlade familien til fordel for en anden kone. Trond blev selv forelsket – desværre i sin fars nye kone! En dyb historie med en tyk bund af livsvisdom og billeder, der gør et uudsletteligt indtryk.

Mandag 20. januar kan man se filmen "Diego Maradona". Instruktør Asif Kapadia skildrer gennem arkivoptagelser, hvordan fodboldspilleren Maradona blev født i en fattig familie. Hvordan hans gudbenådede talent fik reddet ham og familien bort fra fattigdommen, og hvordan lyssky forbindelser til mafiaen, løse sex-forhold og kokainmisbrug punkterede det selvskabte billede af den søde Diego. En velkendt historie, der stadig får os til at gyse og falde i svime.

Mandag 3. februar gælder det "The Sisters Brothers", der har Jacques Audiard som instruktør. En klassisk western og dog, det er ingen dusinvare på trods af emnet. Eli og Charlie er dusørjægere i 1850'ernes USA. Udfører nu og da lejemord. Det er de store guldfunds tid. Brødrene jager guldgraveren Warm for at få fat i hans opfindelse: formlen for en kemisk væske, der på magisk vis får guld til at lyse i vand. Filmen vandt fortjent Grand Prix i Venedig.

Generalforsamling og film

Mandag 17. februar er filmtilbuddet - efter generalforsamling - "3 Kvinder" af instruktøren Jafar Panabi. Panabi var populær i sit hjemland Iran, men i 2010 blev han idømt seks års fængsel og fik forbud mod at lave film i de næste 20 år. Straffen blev konverteret til husarrest. Hertil kommer et permanent udrejseforbud, men han har ikke kapituleret, laver stadig film og er blevet en varmere kunstner. Det klæder ham umådelig godt. "3 kvinder" er et kærestebrev. Hans film er fuld af kærlighed til hans kunst, hans samfund, hans land og hans publikum.

Mandag 2. marts hedder filmen "Ava" - instrueret af Lea Mysius. Ava på 13 år er ved at blive blind. For hver dag indsnævres synsfeltet. Øjenlægen taler bedrøvet, og Avas mor er fast besluttet på at give hende den bedste sommer, men er, da det kommer til stykket, mere interesseret i en viril livredder. Ava stjæler en hund, der tilhører en ung roma, Juan, og de to knytter hun sig til. En varm film om at overvinde angsten for blindheden.

Mandag 16. marts kan man se den danske film "Kongernes Fald", der har Mads Kamp Thulstrup som instruktør. Der findes mange historier om sportsstjerner i intern strid, men denne er et hudløst drama fortalt af hovedpersonerne selv. Det er sandsynligt, at man kan gå ind til filmen uden skygge af interesse for speedway og stadig blive grebet af det uforsonlige drama mellem de tre jyder, der prægede speedwaysporten, Ole Olsen, Hans Nielsen og Erik Gundersen. Det er bragende god underholdning og et af de skarpeste fortalte portrætter om sportsfolks i indre strid.

Mandag 30. marts gælder det "Smerte Og Ære" - instruktør er Pedro Almodóva. Antonio Branderas giver en følsom og prisbelønnet præstation som instruktørens alter ego, en mand på randen af et nervøst sammenbrud. Han lider under store smerter i både krop og sjæl. Pludselig begynder fortiden at banke på, og instruktøren begynder at se tilbage på sin barndom, mens han skal forholde sig til, hvilken fremtid han vil have. En nøglefilm, der blander fiktion og virkelighed.

Overrumplende fabel

Mandag 13. april vises "Lazzaro Den Lykkelige" - med Alice Rohrwacher som instruktør. Denne overrumplende fabel begynder som en realistisk skildring af dagliglivet blandt italienske fæstebønder på et gods, hvor man dyrker tobak. Publikum indstiller sig på at se en grundig beskrivelse af landmandsliv, men fortællingen slår nogle magiske krøller, der kommer som åbenbaringer. Der går et kollektivt suk gennem salen, når endnu en dør i historien bliver åbnet.

Der er mulighed for en ekstra film, hvis interessen er til det - hvad man forventer. Det er mandag 27. april. Filmen er "Den Ukendte Soldat", instrueret af Aku Louhimies. Knap var den sovjetisk-finske krig afsluttet i 1940 før finnerne blev indkaldt til hæren igen. De havde netop ydmyget russerne, de måtte kunne gøre det igen. Denne gang indgik den finske hær en alliance med Nazityskland. Krigen varede i tre år, men denne gang tabte finnerne. Det er dette opslidende dødskarneval som her genfortælles og fortolkes med nøgtern præcision og lyrisk realisme.

Publiceret 05 January 2020 14:42