Der er huller i asfalten mange steder i Norddjurs.

Der er huller i asfalten mange steder i Norddjurs. Foto: Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix

Debat: Infrastrukturen er sunket i grus

Af
Paul-Werner Johnsen

Ellekrogen 5, Grenaa

DEBAT Formanden for Teknik og miljø Jens Meilvang udtalte lørdag 14. december til P4 Østjylland at nu var vores veje her i Norddjurs så udslidte at vi som kommune var raslet totalt i bund på et erhvervsbarometer, og man bliver nu nødt til at finde penge i budgettet til forbedringer af vores infrastruktur, hvis vi skal begynde at bevæge os op ad igen.

Enig med Jens i, at i den dårlige økonomiske situation som Norddjurs befinder sig i, bliver man nødt til at lave en prioritering. De ældre og dem, der behøver hjælp, kommer i første række.

Når at det er sagt, er det jo utroligt ærgerligt, at vi er endt her med vores infrastruktur. Vi når ikke vores mål med at få øget tilflytningen og få flere virksomheder til at flytte til Norddjurs, når tingene ser ud som de gør, det viser alle tal også klart og tydeligt. Men der kunne sagtens have været mange penge i asfaltkassen, hvis der igennem tiden ikke var blevet brugt skattekroner til absolut ingenting, og senest store fejlvurderinger omkring lukningen af Mølleskolen. Det kunne være ønskværdigt, at vores valgte politikere engang imellem stoppede og sagde, er det her nu helt fornuftigt, det vi gør.

Formanden for erhvervs og arbejdsmarkedsudvalget, Else Søjmark, har netop udtalt, at Norddjurs er en stærk og innovativ erhvervs og bosætningskommune. Der er absolut ikke noget innovativt i at lade vores infrastruktur synke så meget i grus som tilfældet er. Ja og bosætning, vi har lige modtaget 100 millioner kr. fra staten fordi vi mangler tilflyttere. Altså et budskab, der igen helt klart er oversolgt. Helt på linje med de udtalelser, der er kommet omkring antallet af nye arbejdspladser omkring Grenaa Havn.

Borgmester Jan Petersen har udtalt, at han ikke er enig at vores infrastruktur er så ringe, som den bliver gjort til på den her hitliste. Han siger, at vi har da lige få en flot ny omfartsvej ned til Grenaa Havn. Ja, den er helt bestemt flot, bare der var nogle flere, der benyttede den, men der er jo også andre veje i Norddjurs, og de trænger helt bestemt til et meget alvorligt løft.

Nu er der lavet et budgetforlig mellem Socialdemokratiet, Venstre og DF. De Konservative og LA er i den forbindelse kommet med et alternativt budge,t hvor der blandt andet er en lille skattenedsættelse på 0,2 procent, som kunne have givet en lettelse på 2,5 million kr. i strafafgift til staten, som også kunne være lagt i asfaltkassen.

Men nej, det kunne ikke bruges. Det virker især mærkeligt, at Venstre så kraftigt afviste at tale om det her. Der burde være lavet en kompromisaftale her, så alle gav sig lidt.

Men nej, Venstre er i den grad hoppet op på skødet af borgmesteren, og det er nu svært at se, hvor at forskelligheden ligger, hvis Venstre gerne vil overtage borgmesterposten efter næste valg. Det må man jo gå ud fra, at de gerne vil.

Så Jan, du kan være helt rolig, hvis du vælger at genopstille til næste valg. En skattenedsættelse og en besparelse på strafafgiften til staten må da lige være ren Vestrepolitik. Men der må jo åbenbart være noget at jeg har misforstået.

Publiceret 16 December 2019 13:07